Skræmmende tilfældighed? Tre kritiske læger styrtet fra vinduer

Tre læger, der har stillet spørgsmål ved den russiske håndtering af coronapandemien, er på mystisk vis faldet ud ad hospitalsvinduer i Rusland 

Hospitalspersonale på en Covid-19 afdeling, på Hospital 52 i Moskva. Foto: Maxim Shemetov /Reuters
Hospitalspersonale på en Covid-19 afdeling, på Hospital 52 i Moskva. Foto: Maxim Shemetov /Reuters

Enten er der tale om starten på en ny og skræmmende virus, der kun rammer læger, som tør forholde sig kritisk til deres regerings håndtering af coronapandemien, alternativt handler det om et helt utroligt og tilfældigt sammenfald. Men det kan også handle om, at der fra højeste sted er givet en hånd med på vejen.

I hvert fald er tre læger, der alle var i frontlinjen i det russiske sundhedsvæsen, faldet ud ad hospitalsvinduer, efter at have delt deres kritik af myndighedernes håndtering af corona.

To af dem er afgået ved døden, mens den tredje er indlagt på hospitalet, skriver CNN.

De tre episoder bliver nu undersøgt af russisk politi.

Eneste overlevende
Ambulancelæge Alexander Shulepov fra byen Voronezh, der ligger cirka 500 kilometer syd for Moskva, er den eneste af de tre, der er overlevet sit fald. Hans tilstand er betegnet som alvorlig.

Et lokalt medie citerer regionale embedsmænd for at sige, at Shulepov faldt fra et vindue på anden sal på Novousmanskaya-hospitalet, hvor han til daglig arbejdede, men hvor han - da ulykken fandt sted lørdag - selv modtog behandling efter at være testet positiv for coronavirus.

Ikke første gang
22. april offentliggjorde Shulepov og hans kollega Alexander Kosyakin en video på nettet, hvori Shulepov fortalte, at han var blevet tvunget til at fortsætte med at arbejde på trods af den positive coronatest.

Det var ikke første gang, kollegaen Kosyakin kritiserede hospitalsledelsen.

Tidligere har han på sociale medier fortalt om manglende værnemidler, hvilket sendte ham til afhøring hos politiet for at have spredt fake news. Det bekræfter han overfor CNN.

- Shulepov ligger på intensiv. Så vidt jeg ved i alvorlig tilstand. Sidste gang, jeg talte med ham, var 30. april. Han havde det fint, og han forberedte sig på at blive udskrevet fra hospitalet. Og pludselig skete dette. Det står ikke klart hvorfor eller hvad der er sket. Der er så mange spørgsmål, som ikke engang jeg kender svaret på, siger han i et interview.

'Offer for ulykke'
En lokalafdeling af det russiske sundhedsministerium forklarer i en officiel udtalelse, at Shulepov 'er offer for en ulykke på grund af sin manglende forsigtighed', samt at han modtager al den medicinske behandling, han har brug for.

Fra Novousmanskaya-hospitalet lyder det, at Alexander Shulepov var fritaget for arbejde i samme øjeblik, som han fortalte hospitalets ledelse om sin coronadiagnose.

Det er sjældent, at læger falder ud ad vinduer i Rusland, men Shulepov blev den tredje sundhedsmedarbejder, der i løbet af de seneste to uger er styrtet fra et vindue.

To mere
1. maj døde overlæge Elena Nepomnyashchaya. Hun skulle angiveligt være faldet ud ad et vindue under et møde med lokale embedsmænd i den sibiriske by Krasnoyarsk. Overlægen skulle ifølge CNN være modstander af myndighedernes beslutning om at gøre hospitalet til coronahospital - fordi der også her var mangel på værnemidler.

24. april døde Natalya Lebedeva, leder af den akutmedicinske afdeling i Star City, der er hovedtræningsbasen for Ruslands kosmonauter, på et hospital efter et vindues-fald.

Også hun var angiveligt ramt af coronavirus og modtog behandling på det lokale hospital. Herfra er der kommet en erklæring, hvori de skriver, at der har været 'en tragisk ulykke' på sygehuset, uden at uddybe det yderligere.

'Hun var en professionel inden for sit felt og reddede menneskeliv hver dag', lyder det.

I Rusland er der 165.929 bekræftede smittetilfælde af coronavirus, mens 1537 har mistet livet.

1 af 2 Tre russiske læger er indenfor de seneste to uger faldet ud ad vinduer. Alle tre havde kritiseret myndighedernes håndtering af coronakrisen. Foto: AFP.
2 af 2 Hospitalspersonale på en Covid-19 afdeling, på Hospital 52 i Moskva. Foto: Maxim Shemetov /Reuters
369 kommentarer
Vis kommentarer