Skrev 'pyllermor' på facebook: Så blev Diana indberettet til kommunen

Det kan være farligt at diskutere børneopdragelse på de sociale medier

Diana sammen med sin yngste søn. Kommunen havde ikke en finger at sætte på hendes opdragelse. (Foto: Privat)
Diana sammen med sin yngste søn. Kommunen havde ikke en finger at sætte på hendes opdragelse. (Foto: Privat)

Tonen på facebook kan være hård, og selv om det kan være belastende, så stopper dialogen ofte, når man logger ud og fortsætter sit liv i den virkelige verden.

Men sådan var det ikke for Diana Jensen, der efter at have diskuteret børneopdragelse i en lukket gruppe på facebook, endte med at blive indkaldt til et bekymrende møde på kommunen.

- Jeg troede, at det var løgn, det er det værste jeg nogensinde har været udsat for, siger Diana Jensen.

Da hun var gravid med sit andet barn, meldte hun sig ind i en gruppe for personer, der skulle føde omkring samme tidspunkt.

Gruppen var et alternativ til en mødregruppe, og det var meningen, at forældrene skulle dele erfaringer og bekymringer med hinanden.

Men da Diana ville give et godt råd til en mor, der ikke kunne få sin baby til at sove alene, gik det galt.

- Jeg har haft samme problem med vores ældste søn, og jeg har set, at det hjalp at lade ham græde af. Når man putter dem, så kan de godt græde, fordi de vil op, men de vil egentlig bare gerne sove, siger Diana Jensen.

Det var dette opslag, der blev sendt til kommunen som baggrund for bekymringen. (Foto: Privat)
Det var dette opslag, der blev sendt til kommunen som baggrund for bekymringen. (Foto: Privat)
 

- En person skrev, at man ikke skal lade barnet ligge og skrige hele natten, men det var heller ikke, det jeg mente. Man kan godt høre forskel på barnet om barnet et træt eller virkelig skriger. Og man skal selvfølgelig ikke lade barnet skrige hele natten, siger Diana Jensen.

Efter opslaget blev lagt op, gik diskussionen højt, og Diana endte med at kalde en person for en 'pyller-mor' inden hun meldte sig ud af gruppen.

Nogle dage senere tikker der så et brev ind i hendes e-boks fra Vejen Kommune, som har fået en bekymrende underretning for parrets to børn. Derfor indkalder de Diana og hendes mand til samtale.

Og Diana følte med det samme, er der blev tvivlet på hendes evner som mor.

- Det er det værste, jeg har oplevet nogensinde. Der står bare, at det er en privatperson der har anmeldt os, ikke noget om, hvad anmeldelsen går på, siger Diana Jensen, som straks kontaktede sin sundhedsplejerske for at få kunne dokumentere, at der ikke var noget at bekymre sig om.

Diana og hendes mand tog til mødet, var velforberedte og havde printet alle dokumenter ud, men havde alligevel en lille frygt for, hvordan kommunen ville reagere.

- Men vi vidste jo, at der ikke var noget at komme efter, siger hun.

Mødet med socialrådgiveren var kortvarigt. Hun læste op af kommentarerne på facebook, og sagde bagefter, at hun jo godt vidste, at anmeldelsen var overdrevet.

Diana og hendes mand behøvede ikke, at vise nogle af deres medbragte papirer, de blev bare bedt om at gå igen.

Hos Vejen Kommune erkender de, at det kan virke overdrevet at indkalde familier til samtale, selv om anmelderen ikke kender familien og kun bygger sin bekymring på en diskussion på facebook.

- Det kan virke voldsomt, men jeg håber, at folk kan forstå, at vi gør det for at samle de børn op, der har brug for hjælp, siger direktør for Dagtilbud & Skole, Sundhed & Familie, Michael Maaløe, til Ekstra Bladet.

- Vi prøver af al kraft at forklare, hvorfor vi gør det, og vi siger også, at det ikke har konsekvenser, hvis der ikke er noget at komme efter. Vi holder ikke ekstra øje med familien.

Tilbage sidder Diana Jensen med en følelse af, at der blev sat spørgsmålstegn ved hendes evner som forældre, og en ting har hun lært af det hele.

- Det kan være farligt, at skrive det forkerte på facebook, siger hun.

En facebook-video endte også med at koste Nicolaj Silberg sin gymnasieuddannelse. Læs mere og se videoen her

181 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere