Skruer op for tests i Københavns Lufthavn

Flere passagerer bliver testet for corona i Københavns Lufthavn. Alene torsdag var der tale om 900 personer

Hvordan foregår en coronatest? Ekstra Bladet har været i Fælledparken for at prøve. Video: Emma Svendsen

I takt med at flere og flere er begyndt at flyve til og fra Danmark, er antallet af test for coronavirus blevet udvidet i Københavns Lufthavn.

Det skriver DR.

I en måned har der ligget et testcenter i lufthavnen, hvor rejsende har kunnet få foretaget en coronatest.

Testen er gratis, uforpligtende og behøver ingen tidsbestilling.

Siden åbningen af centret har efterspørgslen været så stor, at der nu er blevet åbnet for flere test.

Centrets åbningstider er blevet udvidet fra klokken 09-16 til nu 06-24. Dertil er antallet af teststationer udvidet fra to til otte.

Det har allerede gjort en væsentlig forskel, fortæller Birgitte Rosenquist, der er leder af testcenteret, til DR.

Ifølge hende blev der i sidste uge testet omkring 200 personer om dagen. Det antal var mere end firdoblet til cirka 900 personer torsdag i denne uge.

- Det er alle slags mennesker, der kommer. Det er forretningsrejsende, det er familier. Det eneste krav er, at man skal være fyldt 12 år, siger Birgitte Rosenquist til DR.

Det er Region Hovedstaden, som driver testcentret i lufthavnen.

Ifølge Birgitte Rosenquist er der flere SAS-medarbejdere, som ellers ikke har så meget at lave for tiden, der hjælper til med at drive centret.

- SAS-medarbejderne er vant til lufthavnens miljø. De er vant til at håndtere turister, så det eneste, de har skullet lære, er at pode og hygiejnen omkring podningen, og det har de haft nemt ved, siger Birgitte Rosenquist til DR.

Ifølge Københavns Lufthavn har antallet af rejsende i lufthavnen været stigende hen over de seneste uger.

Der er dog stadig et godt stykke op til det normale niveau for en sommer.

Ligesom resten af luftfartsbranchen har Københavns Lufthavn de seneste måneder været ramt af rejserestriktioner på grund af coronaudbruddet.

Den seneste tid er flere af restriktionerne imidlertid blevet ophævet, og det har fået flere til at rejse igen.

15 kommentarer
Vis kommentarer