Skuffede over aflysning af festivaler: - Nederen

Ekstra Bladet har været på gaden for at spørge de unge, hvad de siger til, at der ingen store festivaler bliver i år

Der var både ærgrelse og forståelse hos de unge, vi mødte.

Dagen er kommet, hvor de store danske festivaler fik det endelige dødsstød.

Roskilde Festival, Musik i Lejet og en lang række andre større danske festivaler har i dag meldt ud, at de har valgt at aflyse årets festival i kølvandet på regeringens genåbningsplan.

Ekstra Bladet har været på gaden i København for at spørge, hvad den nye udmelding betyder for dem.

- Nu er det lige kommet frem, at de store festivaler ikke bliver til noget. Hvad tænker du om det?

- Den var jo forudset. Det ville heller ikke være ansvarligt at gøre det, så jeg forstår det egentligt godt, siger 19-årige Alexander Selin, der til daglig studerer på Niels Brock Gymnasium, og tilføjer:

- Det er selvfølgelig nederen, men det var forudset, så der er ikke så meget at sige til det.

19-årige Alexander Selin er ikke overrasket over dagens udmelding. Foto: Jonas Olufson
19-årige Alexander Selin er ikke overrasket over dagens udmelding. Foto: Jonas Olufson
 

Den holdning er Alexander Selin ikke ene om. 18-årige Jacob Juhl, der ligeledes studerer på Niels Brock Gymnasium, er heller ikke overrasket over udmeldingen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men det er også forståeligt, at man ikke kan være så mange mennesker samlet på et sted med corona.

- Hvilken festival havde du tænkt, at du skulle på?

- Roskilde, nok, siger den 18-årige gymnasieelev til Ekstra Bladet.

18-årige Jacob Juhl havde selv tænkt han skulle på Roskilde Festival. Foto: Jonas Olufson
18-årige Jacob Juhl havde selv tænkt han skulle på Roskilde Festival. Foto: Jonas Olufson

Selvom det virker til, at forståelsen for regeringens beslutning er stor, er ærgelsen alligevel til at mærke på hos de unge.

- Jeg synes, det er mega ærgerligt, men der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg havde faktisk meldt mig som frivillig, siger 23-årige Sofie Mogensen fra Amagerbro.

23-årige Sofie Mogensen havde allerede meldt sig som frivillig. Foto: Jonas Olufson
23-årige Sofie Mogensen havde allerede meldt sig som frivillig. Foto: Jonas Olufson