Mandag har DMI varslet farligt vejr, og mange steder i Danmark har været ramt kraftig regn, lyn og torden.
Det skriver DMI på Twitter.
De oplyser, at der på Djursland i Østjylland har været skybrud, og at foreløbige tal indikerer, at der ved Tirstrup Lufthavn faldt cirka 30 millimeter regn på en halv time.
'En meteorologkollega på ferie i området melder, at han aldrig har set noget lignende,' skriver DMI på Twitter.
Derudover har flere målere omkring Kalundborg på Vestsjælland ligeledes registreret skybrud.
Veje oversvømmet
Sydjyllands Politi skriver på Twitter, at landsbyen Fole, der ligger mellem Ribe og Gram, er ramt af kraftig regn, hvilket har medført, at blandt andet Stampemøllevej er oversvømmet.
'Der trænger vand ind i flere huse. Beredskabsstyrelsen er på vej med pumper og sandsække. Giv plads til udrykningskøretøjer på vej til stedet,' oplyser vagtchefen på det sociale medie.
Politiet anbefaler, at man kommer fra øst, hvis man skal til Fole.