Skybruddet raser: Her er der faldet 100 millimeter regn

DMIs varsel om kraftig regn, torden og skybrud varer aftenen ud

Hør hvordan den massive regn rammer landet. Opdateringen er fra onsdag eftermiddag.

Har du video eller billeder af det voldsomme vejr? Så send dem til os på telefon 1224 (alm. takst) eller i en mail til 1224@eb.dk.

Selvom de fleste nok helst vil forbinde de danske sommermåneder med høje temperaturer og masser af solskin, er det svært at komme uden om, at sommermånederne typisk også byder på store mængder vand.

Og det er denne onsdag ikke nogen undtagelse fra.

Således varsler DMI om kraftig regn, torden og risiko for skybrud i store dele af landet - et varsel der gælder til og med klokken 21 i aften.

- De har fået rigtig meget vand i Horsens. Vi har en måling på lige godt 100 millimeter på to og en halv time. Målingerne er godt nok ikke verificeret, men de ser rigtige ud, siger Henning Gisselø, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ekstra Bladet.

På trods af de store vandmængder, er der dog ikke for alvor kommet problemer i Horsens, oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Der er to kloakdæksler, der er sprunget op, men det har brandvæsnet fået styr på igen. Og så er der en vej nede ved havnen, der traditionelt bliver oversvømmet ved store regnmængder, hvor der har været problemer, men regnen er stoppet igen, og vandmængderne er igen på vej nedad, siger Jørn Lindhardt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Uvejret fortsætter
Selvom regnvejret i skrivende stund er overstået i det sydøstjyske, er der dog ingen garanti for, at der ikke kommer en skylle mere.

- Spørgsmålet er selvfølgelig, om de får noget, der er lige så kraftigt. Bygerne trækker sig op over Jylland, og i Nordvestsjælland har vi også en del byger, siger han.

DMI's varsel gælder for midt- og vestjylland samt midt- og vestsjælland samt det vestlige Nordsjælland.

- Der kan godt være steder, som slet ikke får noget, men vi kan ikke forudsige det mere præcist andet, end at vi må sige, at det er et givent område, der får bygerne. Om det eksempelvis lige præcis er Holbæk, Nykøbing Sjælland eller Kalundborg, der får det, er ikke til at sige, lyder det fra Henning Gisselø.

Ud over onsdagens varsel for store dele af landet, har DMI også udsendt en risikomelding om en risiko for kraftig regn og skybrud for resten af landet med undtagelse af det nordvestlige Jylland.

Har du billeder af det voldsomme vejr? Så send dem til os på telefon 1224 (alm. takst) eller i en mail til 1224@eb.dk.

56 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere