De seneste dage har budt på rigtig godt dansk sommervejr – og årets hidtil varmeste dag. Men varmen fortsætter ikke ind i næste uge, hvor vi helt sikkert ikke får ny varmerekord for i år.
Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Henning Gisselø til Ekstra Bladet.
Nu topper varmen
- Varmen topper her fredag og lørdag, og så går det langsomt ned ad bakke. Så hvis man vil udenfor og synes, at det her varme vejr er det bedste i verden, så skal man nyde det. Som ugen skrider frem bliver det køligere og køligere, dog uden det bliver decideret koldt, siger Henning Gisselø.€
I næste uge vil vi se temperaturer omkring 20 grader.
- Vejrtypen bliver mere ustadig, så der kommer nok også mere regn. Men det er stadigvæk i småtingsafdelingen, siger den vagthavende meteorolog.
Flot weekend
Der bliver rig mulighed for at nyde det ægte sommervejr. Vi går ifølge meteorologen nemlig en solrig og varm weekend i møde, hvor vi kan få temperaturer lige i underkanten af 30 grader.
- I dag og i morgen bliver det forsat varmt. Der kommer vi op på de her 27-28 grader. Søndag bliver det lidt køligere. Der er det ikke sikkert, at vi når over 25 grader. Men solen skinner stadig i dag og i morgen, søndag bliver der måske lidt flere skyer, siger Henning Gisselø.
Det varme og til tider lumre vejr betyder også, at der kan falde noget regn ind i mellem. Men det er langt fra alle, som kan se frem til en skyller.
- Der kan komme regn- og tordenbyge fra fredag og frem, men ikke ret mange. Langt de fleste steder slipper helt. Så helhedsindtrykket vil være sol og sommer her fredag-lørdag og lidt køligere søndag, siger meteorologen.
Varmere i Jylland
Der er nogle regionale forskelle at spore, når vi snakker temperaturer for weekenden. Det er jyderne, som slutter denne omgang rigtig sommervejr af på bedste vis. De kan nyde varmen lidt længere end den østlige del af landet.
- Søndag ser det ud til at blive varmest i Jylland, hvor det over Sjælland bliver knap så varmt. Der bliver det kun 23 grader, hvor vi kan komme op over 25 grader i Jylland, siger Henning Gisselø.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.