Har du eller dit barn oplevet afpresning? Kontakt os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk.
Et stigende antal rådvilde og magtesløse drenge bliver afpresset med seksuelle billeder og videoer.
Red Barnets 'SletDet Rådgivning', hvor børn og unge kan henvende sig for at få rådgivning om ubehagelige digitale oplevelser, modtager flere og flere henvendelser fra desperate drenge, fremgår det af en pressemeddelelse fra Red Barnet.
– Der er tale om virkelig alvorlige sager. Drengene ringer ofte med desperation og gråd i stemmen og har måske allerede overført tusindvis af kroner, uden afpresningen stopper af den grund, udtaler Carina Ringive, der er rådgiver på SletDet og ekspert i forebyggelse af digital mistrivsel, i pressemeddelelsen.
Tal med børnene
Drengene der ringer ind til SletDet er typisk mellem 14 til 17 år, og afpresserne har i flere af sagerne indholdet oplysninger om drenges netværk på sociale medier.
Herefter truer de drengene med at dele intime billeder med venner og familie, hvis ikke de overfører et pengebeløb, der ofte ligger på mellem 2.000-10.000 kroner.
Carina Ringive opfordrer forældre og voksne til at tale med børnene.
– Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at forebygge, at børn og unge havner i den her situation. Og ingen skal gå alene med det, hvis det sker.
Det er så vigtigt, at børn og unge ved, at der er hjælp at hente, hvis de kommer ud for noget ubehageligt på nettet, og at de ikke bliver mødt med bebrejdelser og skældud, udtaler hun.
En undersøgelse, som Red Barnet udgav sidste år, viser, at 6 procent af alle børn og unge mellem 9 og 17 år har oplevet at blive afpresset eller truet.