Det var engang én af USA's mest frygtede sygdomme.
Men i 1979 erklærede man virussen for udryddet i Guds eget land efter en effektiv vaccineindsats. Nu er den tilbage.
En person har nemlig fået konstateret virusinfektionen polio i New York. Samtidig har man fundet polio infektion i spildevandet i syv destrikter i den amerikanske millionby.
Toppen af isbjerget
Nu stiger frygten for, at sygdommen allerede har spredt sig i befolkningen. Statens sundhedschef Mary T. Bassett siger således ifølge New York Times, at der er risiko for, at flere hundrede personer bærer smitten:
- Baseret på viden fra tidligere udbrud af polio skal New York være klar over, at der for hvert tilfælde af konstateret poliosmitte kan være hundredvis af andre mennesker inficeret.
Polio rammer oftest børn, og vaccinen er derfor obligatorisk for netop børn i USA. Men i nogle områder af New York er kontrollen ifølge mediet for dårlig, og derfor er det ikke alle, der bliver vaccineret alligevel.
Nu opfordrer sundhedschefen alle voksne, ikke mindst gravide, børn og unge, til at få deres vaccinationer, hvis de endnu ikke har fået den.
Også i Europa
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede Europa for poliofrit i 2002, men i juni konstaterede man for første gang siden 80'erne infektionen i Storbritannien.
Udbruddet menes at være udløst af en enkelt person, der er blevet smittet i udlandet. Ingen tilfælde af sygdommen eller sygdomsrelateret lammelse er blevet registreret, og det vurderes også, at risikoen for at få sygdommen fortsat er lav på den britiske ø.
Danmark indførte vaccinationen mod polio allerede i 1955, hvor sygdommen i daglig tale blev kaldt børnelammelse.
Sidste gang polio opstod herhjemme var i 1976.