På trods af en stigning i antallet af beslaglæggelser er narkosmuglerne blevet bedre til at få narkotika ind i Europa.
Det betyder, at der er flere og flere, der har fået nemmere adgang til de forbudte stoffer.
Sådan lyder det i en ny undersøgelse fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EMCDDA).
Kokain er populært
Kokain er et af de mest udbredte illegale stimulerende stoffer i Europa, og ca. 2,3 millioner unge voksne i alderen 15-34 år har brugt stoffet inden for det seneste år.
En ny undersøgelse af rester af narkotika i kommunalt spildevand viste, at der mellem 2015 og 2017 var sket en stigning i kokainrester i 26 af de 31 byer med data for denne periode.
Især byer i Belgien, Holland, Spanien og England er hårdt ramt.
Artiklen fortsætter under videoen...
Årsagen til dens popularitet og tilgængelighed skal blandt andet ses i lyset af stigende kokadyrkning og kokainproduktion i Latinamerika, lyder det i en pressemeddelelse fra EMCDDA.
- Vi ser i dag øget narkotikaproduktion og -tilgængelighed i Europa. Dertil kommer, at markedet for illegale stoffer er yderst dynamisk og tilpasningsdygtigt — og derfor desto farligere, siger Dimitris Avramopoulos, der er EU-kommissær for migration, indre anliggender og medborgerskab i en pressemeddelelse.
Produceres i Europa
Men det er ikke kun indsmugling af de ulovlige stoffer, der er et problem for de europæiske lande.
- I år ser vi for en lang række stoffers vedkommende bekymrende tegn på en øget narkotikaproduktion, der nu finder sted i Europa, lyder det fra EMCDDA direktør, Alexis Goosdeel.
Politi efter natklubs 'kokain'-video: - Noget af det dummeste
Årsagen skal findes i den bekvemmelighed, der er i ikke at skulle forbi EU's ydre kontroller. Det mindsker risikoen for at blive 'taget', ligesom det er med til at øge tilgængeligheden.
At det hvide pulver er populært i de europæiske lande kan også aflæses i antallet af beslaglæggelser af det populære stof. 98.000 beslaglæggelser blev der rapporteret i 2016. Det er 8000 mere end året før.
Rammer også Danmark
Rapporten om det øgede nartkotikaforbrug i EU stemmer godt overens med Sundhedstyrelsens rapport om Narkotikasituationen i Danmark 2017, der udkom i november 2017.
Her kan man læse, at andelen af de unge voksne i alderen 16-34 år, der har et aktuelt brug af andre illegale stoffer end hash, er steget 1,6 procentpoint i perioden 2013 til 2017.
Det er især kokain, amfetamin og ecstasy, der er de mest udbredte stoffer efter hash.
Stigning i antallet af dødsfald
Den nye rapport fra EMCDDA sætter også fokus på bekymringen over det høje antal dødsfald som følge af overdosis, der har været stigende i Europa.
Mere end hver tiende har hårde stoffer på fingrene
Det samlede antal dødsfald i medlemslandene er steget fra 8441 i 2015 til 9000 i 2016.
- Vi skal være bekymrede for de sundhedsmæssige konsekvenser af kokainbrug, siger Alexis Goosdeel i pressemeddelelsen.
Sundhedsstyrelsens rapport viser ligeledes, at der fra 2015 til 2016 er sket en stigning i antallet af narkotikarelaterede dødsfald.
I 2015 var der ifølge Rigspolitiet 245 dødsfald, i 2016 var tallet steget til 277.