Slår rekord: 'Vildeste sæson' i 40 år

Frem til Kristi himmelfartsferien har der været dobbelt så mange kanosejladser sammenlignet med året før, fortæller Peer-Henrik Nieman, der ejer Broby Kanoudlejning

Der er mange mennesker, som gerne vil ud i det grønne. Foto: Anita Graversen
Der er mange mennesker, som gerne vil ud i det grønne. Foto: Anita Graversen

Mens coronapandemien har været hård for mange selvstændige i Danmark, er der andre, der oplever en uforudset stor efterspørgsel.

Det gælder blandt andet Broby Kanoudlejning, som har oplevet et 'vildt' boom, efter at det blev meldt ud, at sommerferien for de flestes vedkommende skal foregå i det ganske, danske land.

Det fortæller Peer-Henrik Nieman, der ejer Broby Kanoudlejning og driver Suså Kanoudlejning, til TV2 Øst.

- Det er den vildeste sæson, vi har oplevet. Vi har 40 års jubilæum i år, og vi har aldrig oplevet noget lignende. Indtil videre er det helt ekstremt, siger han.

Meget mere travlt
Frem til Kristi himmelfartsferien har der været dobbelt så mange kanosejladser sammenlignet med året før.

- Sæsonen startede allerede, da corona begyndte at komme. Vi havde meget mere travlt i foråret, end vi plejer at have. Folk kunne jo ikke lave ret meget andet, så de kom, fordi de ville ud i naturen, fortæller Peer-Henrik Nieman til TV2 Øst.

Mange gode dage
Også hos Nybro Båd- og Kanoudlejning er efterspørgslen på kanoer større end de seneste år.

Det fortæller ejer Gorm Rasmussen til Ekstra Bladet.

- Vi har en hel del bookinger for tiden og har haft det de seneste måneder. Der er mange mennesker, som gerne vil ud i det grønne og være lidt aktive, siger Gorm Rasmussen.

Også det gode vejr har spillet en rolle, mener ejeren.

- Generelt har der været mange gode dage med godt vejr. Hvis det fortsætter sommeren over, er jeg meget fortrøstningsfuld. Jeg har ikke gjort tallene op endnu, men mit bud er, at vi ligger på i hvert fald 20 procent over det sædvanlige, vurderer Gorm Rasmussen.

42 kommentarer
Vis kommentarer