Slædehundes super-gener trak formentlig mennesker for 9.500 år siden

Slædehunde i Grønland havde en stamfader i Sibirien for 9.500 år siden, og ’superhelte’-hundene bør gøres til verdensarv, mener forskere

Kortlægning af slædehundens arvemasse viser, at slædehunde har gener, som gør dem til ekstreme overlevere.

Derudover viser en sammenligning med gener fra fortidshunde i Sibirien, at slædehundene formentlig allerede trak rundt på mennesker og slæder for 9.500 år siden. Det skriver Videnskab.dk.

Opdagelserne sætter slædehunde i et helt nyt lys og kan ende med at gøre dem til verdensarv.

- Vores analyser viser, at fortidshundene var nært beslægtede med nutidens slædehunde. Det er i sig selv stort, fordi det rykker på hele vores forståelse af, hvornår mennesker begyndte at have hunde og til hvilke formål, fortæller postdoc Mikkel Holger Strander Sinding fra Trinity College i Dublin, til Videnskab.dk.

Studiet er netop publiceret på forsiden af det videnskabelige tidsskrift Science. Det er lavet i forbindelse med Mikkel Holger Strander Sindings forskning på Københavns Universitet og Grønlands Universitet.

Forskerne har studeret hundelignende knogler fra den russiske ø Zhokov i det østsibiriske hav.

Knoglerne stammer fra et berømt arkæologisk site, hvor det ser ud til, at mennesker for første gang i historien systematisk har avlet hunde og eventuelt også brugt dem til transport.

- Vores undersøgelse viser, at hundene fra det arkæologiske sted i Zhokov havde en tæt fælles forfader med alle slædehunde, men ikke til nogen af de andre af nutidens hunderacer. Den fælles forfader til alle hunde må altså findes længere tilbage i tiden end for 9.500 år siden, forklarer Mikkel Holger Strander Sinding.

Forskerne bag det nye studie har også nærstuderet nulevende slædehundes genom for at finde ud af, hvad der gør dem så velegnede til at leve og være fysisk aktive i nogle af klodens mest ekstreme egne.

Her fandt de blandt andet ud af, at slædehundene i modsætning til alle andre hunderacer har gener, der formentlig gør dem i stand til:

• At optage ilt meget bedre end andre hunde. Disse gener fandtes allerede i den 9.500 år gamle forfader.
• Meget præcist at sanse temperaturen i deres omgivelser. Ingen andre hunde eller for den sags skyld ulve besidder disse gener, men det gjorde til gengæld mammutter.
• At spise meget fedtholdig kost. Til forskel fra brunbjørne har isbjørne den samme genetiske tilpasning, og det samme gælder arktiske folk, blandt andet inuitter.

- Det er meget interessant at se, at slædehundene har udviklet en masse gener, der kun findes hos andre dyrearter og ikke i andre hunderacer. Det fortæller noget om, hvor unik deres udvikling har været, siger Mikkel Holger Strander Sinding.

Det nye studie kommer også med et meget relevant og nutidigt budskab.

Slædehunde er på retur i hele verden, og faktisk kun Grønland har håndhævet traditionen med hundeslæder frem for over en bred kam at skifte dem ud med snescootere, fortæller Mikkel Holger Strander Sinding.

Grønlands Universitet forsøger endda at gøre den grønlandske slædehund til verdensarv, og det kan det nye studie være med til at sikre.

For det første viser studiet, at de grønlandske slædehunde i modsætning til alle andre slædehunde i hele verden er meget rene i deres genetiske arv. De er ikke blandinger af alle mulige racer, men er i store træk identiske med de hunde, som levede i Sibirien for 9.500 år siden.

For der andet slår studiet fast, at de grønlandske slædehunde er ældre end hidtil antaget. Førhen har forskere troet, at de grønlandske slædehunde opstod for omkring 2.000 år siden, men den tidsramme bliver med forskningsresultatet firdoblet.

- I en tid, hvor den oprindelige kultur er stødt til side mange steder i verden, er det fedt at se, at nogle traditionelle hunde stadig har et sted, hvor de hører hjemme. Det, synes jeg, man bør bevare fremadrettet, da hundeslæder er menneskets ældste transportmiddel, og traditionen betyder meget for grønlænderne, siger Mikkel Holger Strander Sinding.

1 kommentar
Vis kommentarer