Slænger sig hen ad torv: Vil have forhadt øjebæ fjernet

Den store skulptur Vanddragen i Aarhus har længe været et omdiskuteret emne i den jyske hovedstad, og nu virker dens dage på Store Torv talte

Torvenes Brøndsløjfe - eller Vanddragen, som den mest er blevet kaldt - slænger sig hen ad Store Torv i midten af Aarhus. Foto: Rasmus Baaner
Torvenes Brøndsløjfe - eller Vanddragen, som den mest er blevet kaldt - slænger sig hen ad Store Torv i midten af Aarhus. Foto: Rasmus Baaner

Det er blot 15 år siden, at Store Torv midt i Aarhus blev prydet med en ordentlig skulptur ved navn Torvenes Brøndsløjfe - eller Vanddragen i daglig tale.

Eller 'prydet' er måske så meget sagt, for siden indvielsen har den store skulptur i rustfrit stål og kinesisk diabas skabt stor debat i byen. Her har både borgere og Aarhus City Forening tidligere givet udtryk for, at øjebæen burde fjernes.

Nu ser det da også ud til, at kolossens dage er talte. Århus Stiftstidende skriver således, at teknik-rådmanden i kommunen, Bünyamin Simsek, har indstillet til byrådet, at skulpturen fjernes og køres på depot.

Koster millionbeløb
Vanddragen kommer ikke til at blive fjernet med et knips med fingrene og et par stærke flyttemænd. Dens hale strækker sig nemlig langt under jorden også, hvor et avanceret pumpesystem gør det svært at rykke rundt på dyret.

Samtidig skal kommunen vente på endelig godkendelse fra byrådet, men planen lader til at gå igennem.

Århus Stiftstidende har talt med Ango Winther, der er socialdemokratisk medlem af teknisk udvalg. Han er positivt stemt over for en kommende flytning.

Forsøgt fjernet før
Det er ikke første gang, Vanddragen har været tæt på at blive flyttet. Allerede i 2005 - altså meget kort tid, efter den blev etableret på Store Torv - forsøgte tidligere teknisk rådmånd Poul B. Skou at få en flytning gennemført.

Det lykkedes det dog ikke, fordi man frygtede, at hele molevitten ville løbe op i ti millioner kroner. Både lidt til Statens Kunstfond og en bid til kunstneren bag skulpturen, Elisabeth Toubro.

Udgifterne til de to parter er dog ikke aktuelle mere.

- Vi har talt med Statens Kunstfond og Elisabeth Toubro. De har ikke tænkt sig at gøre krav gældende, siger Bünyamin Simsek til Århus Stiftstidende.

Planen er, at skulpturen køres på et depot til oktober. Det er ikke udelukket, at den en dag skal opstilles et andet sted. Lige nu er der dog ingen ideer til, hvor det eventuelt skal være.

122 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere