Over 6000 danskere vil have slettet personfølsomme data fra en populær skatteapps arkiver, men der er ikke sket noget endnu.
Det er tale om den danske app Skatteguiden, der hjælper danskere med at beregne, hvor meget de kan forvente at få tilbage eller betale ved årsopgørelsen.
Det skriver TV2 fredag morgen.
- Vi arbejder på højtryk, men vi havde på ingen måde regnet med, at vi ville få så mange anmodninger, siger Nikolai Geurtze Høgskilde, der er direktør for Skatteguiden, til mediet.
Artiklen fortsætter under faktaboksen ...
Ekspert advarer
Ekstra Bladet har været i kontakt med Henrik Larsen, der er bestyrelsesmedlem i Rådet for Digital Sikkerhed og chef for DKCERT, som overvåger netsikkerheden i Danmark.
Han advarer helt generelt mod at dele personlige oplysninger med en hvilken som helst tjeneste. Han ønsker dog ikke at forholde sig konkret til Skatteguiden.
- Jo længere dine data ligger hos en privat, jo længere er de så også udsat for en risiko, siger Henrik Larsen.
Henrik Larsen mener, at man skal være påpasselig med sine personfølsomme data.
- Du skal spørge dig selv, om det giver mening for dig at give dine oplysninger til en privat. Er det vigtigt f.eks. at kunne se din årsopgørelse før tid, og vil jeg udsætte mig selv for den risiko, at det måske kan blive lækket?
Det er en del af persondataloven, at personlige oplysninger skal slettes, hvis du beder om det. Og det skal gøres så hurtigt som muligt.
App taget på sengen
Direktør for Skatteguiden Nikolai Geurtze Høgskilde siger til TV2, at det eneste formål med appen er at gøre danskerne klogere på deres skatteforhold, og han havde ikke regnet med en så stor interesse fra danskerne.
Han siger, at han vil tage fat i de mange anmodninger fra kunder om at få slettet data.
Ekstra Bladet har forsøgt at komme igennem til direktøren for Skatteguiden for at høre, hvad udsigten til det er, og om de er begyndt at slette data, men han har fredag morgen ikke besvaret vores opkald.
I sidste uge skrev Ekstra Bladet en historie, hvor vi talte med direktøren om den populære app.
Nikolai har ikke sovet i fire dage: Hans app har taget landet med storm