Slik-gigant reklamerer med model i hijab: - Vi henvender os til den moderne kvinde

Den tyske slik-gigant Katjes reklamerer for første gang i Danmark med en kvinde iklædt tørklæde. Et udtryk for mangfoldighed, siger administrerende direktør i Danmark, Dan Kongsted

Katjes målgruppe er den moderne og mangfoldige kvinde, siger administrerende chef for Katjes i Danmark, Dan Kongstad. Foto: Kenneth Meyer
Katjes målgruppe er den moderne og mangfoldige kvinde, siger administrerende chef for Katjes i Danmark, Dan Kongstad. Foto: Kenneth Meyer

I et trafikeret vejkryds i Indre By i København ved H.C. Andersen Boulevard pryder et reklame-billede det meste af en stor bygningsfacade. På billedet står en smuk, brun kvinde klædt i pink fra top til tå.

Håret er dækket til med et silketørklæde, og med et diskret smil bider modellen forførende i et stykke Katjes slik.

Selvom reklamen måske kan opmuntre til politisk diskussion, har det ifølge administrerende chef for Katjes i Danmark, Dan Kongsted, aldrig været meningen med reklamen.

- For os er der intet politisk i at benytte en model, der bærer tørklæde. Vi henvender os til den moderne kvinde. Den moderne kvinde er mangfoldig og fremtidsorienteret, ligesom vores produkter er, siger Dan Kongsted.

Alle Katjes produkter er vegetariske, og indeholder derfor ikke det animalske produkt gelatine, som er lavet af grisefedt. Derfor er netop Katjes' slik muligt at spise, selvom man ikke spiser svinekød.

- Henvender reklamen sig specifikt til jeres muslimske kunder, der ikke spiser svinekød?

- Nej, reklamen er for alle. Vi er stolte af at udvise mangfoldighed både i vores produkter og i vores markedsføring. Jeg mener, at reklamen henvender sig ligeså meget til en rødhåret eller lyshåret kvinde som til en muslimsk kvinde, siger Dan Kongsted og understreger igen, at Katjes ikke har nogle politisk dagsorden med deres reklame.

Kvinder er fremtiden
Hos Katjes, som markedsfører sig på at være 100 procent vegetarisk produkt, satser man benhårdt på kvinder som målgruppe.

- Kvinder er ofte mere opmærksomme end mænd. På grund af vores profil satser vi alt på dem. Derfor er det også vigtigt, at vi i vores reklamer afspejler den diversitet, der kan være ved kvinder. Vi vil gerne vise vores kunder, at vi er mangfoldige og rummelige, siger administrerende chef for Katjes i Danmark, Dan Kongsted.

Ny trend
Det er ikke kun den tyske slik-kæde Katjes, der benytter sig af modeller iklædt hijab. Den svenske tøjkæde Henniz & Mauritz lancerede i 2015 en reklamevideo med den tørklæde-bærende muslimske model Mariah Idrissi. Siden da har sportsfirmaet Nike og hårproduktsgiganten L'Oreal fulgt efter med og brugt hijab-bærende modeller i deres reklamer.

 

            Ekstra Bladet tog ud og hørte de danskere, der gik forbi reklamen, hvad de syntes om den:

Rikke Juul Kjærbo er 26 år, socialpædagog og veganer. Foto: Kenneth Meyer
Rikke Juul Kjærbo er 26 år, socialpædagog og veganer. Foto: Kenneth Meyer

Rikke Juul Kjærbo, 26 år:

- Jeg synes reklamen er mega fed. Jeg er selv veganer, så jeg synes bare, det er dejligt at se, at de reklamerer med deres produkter. Jeg ser ikke noget problem i, at modellen bærer tørklæde. Jeg ved, at mange muslimer spiser Katjes, fordi der ikke er svinekød i deres slik. Derfor giver det super god mening at bruge en model som hende.

Gitte Raaschou Petersen kan ikke se et problem med Katjes reklame. Gitte er pensioneret bibliotekar. Foto: Kenneth Meyer
Gitte Raaschou Petersen kan ikke se et problem med Katjes reklame. Gitte er pensioneret bibliotekar. Foto: Kenneth Meyer

Gitte Raaschou Petersen, 69 år:

- Når jeg ser reklamen, tænker jeg slet ikke over, at modellen har tørklæde på. Måske registrerer jeg det kort, men det betyder absolut ingenting for mig. Jeg synes, det er helt fint. Det kan i hvert fald ikke provokere mig.

Torben Larsen er 70 år og fra Vanløse. Han arbejder som bestyrelsesformand for et socialt botilbud. Foto: Kenneth Meyer
Torben Larsen er 70 år og fra Vanløse. Han arbejder som bestyrelsesformand for et socialt botilbud. Foto: Kenneth Meyer

Torben Larsen, 70 år:

- Det er da en super frisk reklame. Hun har et sødt smil og ser indbydende ud. De friske farver vækker mere opsigt end hendes tørklæde. Jeg synes, reklamen har et godt blikfang, og ellers tænker jeg ikke nærmere over det.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen