Det bliver ikke længere tilladt at samle tankerne med en smøg i mundvigen eller et stykke snus i underlæben, når man er offentligt ansat i Slagelse Kommune.
For cigaretterne, snusbøtten og e-cigaretten skal fra 1. august blive liggende hjemme på køkkenbordet for ansatte i kommunen, skriver TV2 ØST.
Det er netop blevet vedtaget på et møde i kommunens sundhedsudvalg, at der bliver indført røgfri arbejdstid fra næste sommer.
Tilslutter sig 72 kommuner
Slagelse Kommune slutter sig dermed til 72 andre kommuner om at holde arbejdsdagen fri for ligkistesøm og andre nikotinalternativer.
I Sundhedsudvalgets dagsorden fremgår det, at der er flertal i Sundhedsudvalget for en røgfri arbejdstid som offentligt ansat.
'Vi lægger vægt på, at det her ikke kun er et spørgsmål om at forbyde, men også hjælpe med at forebygge. Alle medarbejdere skal have adgang til rygestopkurser og få hjælp til at komme væk fra røgen, hvis de ønsker det,' siger Nikolaj Bjørk Christensen i et interview med TV2 ØST.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
De ønsker røgfrit arbejde
Ud af 49 i MED-organisationen har 40 tilkendegivet, at de ønsker Røgfri Arbejdstid.
MED er et samarbejde mellem tillidsrepræsentanterne og ledelsen, der strukturelt er skabt for at drøfte tvivlsspørgsmål om arbejds- og personaleforhold.
80 procent af de stemmeberettigede ønskede Røgfri Arbejdstid med visse undtagelser.
Deltagelse i konferencer, temadage mm. og arrangementer udenfor Slagelse Kommunes matrikel, det samme gælder ved hjemmearbejde.
Her opfordres blot til rygestop. Nikotinalternativer som snus og e-cigaretter er også omfattet af tiltaget.
Hvis du vil blive afhængigheden kvit, så kan du her få en eksperts bedste råd.