Slut med sne: Nu kommer varmen

Lun vind fra Nordsøen kan give op til ni graders varme i dagene mellem jul og nytår

Vejret bliver oplagt til en frisk julegåtur. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Vejret bliver oplagt til en frisk julegåtur. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Er man tosset med sne, bliver det en kortvarig glæde i denne omgang. Mange steder er weekendens sne - hvis den da overhovedet ramte - allerede forsvundet, og skulle der stadig ligge lidt sjap tilbage, er dets timer talte.

Se også: Ikke sket siden 2012: Her har de fået hvid jul i år

I juledagene stiger temperaturerne nemlig fra de minusgrader, der prægede weekenden, så vi får mildt vintervejr.

- Det er faktisk ikke så usædvanligt, at vi ser, at det bliver lunt omkring julen, siger Martin Lindberg, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Temperaturen kommer til at ligge omkring seks grader, men nogle steder vil temperaturen snige sig op på ni grader.

- Det er lidt spøjst, men det er ikke helt exceptionelt, at vi får de temperaturer i december, lyder det fra Martin Lindberg.

Nogle steder kommer solen til at skinne, men jo tættere, vi kommer på nytår, desto mere overskyet bliver det også. I næste weekend kan der ligefrem komme lidt nedbør i form af regn, men sneen er et overstået kapitel for nu.

Se også: Advarsel til bilister: - Kør forsigtigt

Blæser fra øst
Årsagen til det milde vejr, der er i vente, skal findes ude i Nordsøen.

- I sidste uge blæste det østfra, og det var derfor, det blev så koldt. Men nu kommer luften ude fra Nordsøen, og så bliver det lunere, forklarer meteorolog Martin Lindberg.

Luften over Nordsøen bliver varmet op af havet, og derfor bliver den ikke lige så kold som den luft, der kan ligge over Centraleuropa og Rusland. For eksempel var der i januar i år minus 25 grader i Moskva, mens der blev målt minus 61 grader i den nordlige region Jamalo-Nenetskij .

- Generelt kan man sige, at kommer luften fra sydvest til nordvest, så er den lunere, end når det blæser fra kontinentet, siger Martin Lindberg.

17 kommentarer
Vis kommentarer