Slut med sne og slud: Varmebølge rammer Danmark

Onsdag eftermiddag rammer en varmefront Danmark, der sender temperaturen op mod 12 grader. Tidligere varmerekorder kan stå for fald

Sne og slud har præget hverdagen mange steder i Danmark de sidste par dage.

Men nu ser det ud til, at vejrguderne har vendt termometeret på hovedet.

En varmebølge er netop nu på vej mod Danmark og meget tyder på, at tidligere varme-rekorder for januar måned er i fare.

- Lige nu ligger rekorden på 12,4 grader, der er målt i 2005. Vi ser lige nu, at temperaturen onsdag vil komme op i nærheden af 11 grader.

- Og vores prognose viser, at det kan blive 11,7 grader lokalt på Lolland, siger vagthavende hos DMI, Martin Lindberg, til Ekstra Bladet.

Ifølge følge prognoserne kan temperaturen nå helt op på tocifrede plusgrader flere steder i landet. Det er især i de sydlige egne, at der vil komme høje temperaturer.

Sker sjældent
Selvom sneen har dalet ned flere steder i landet de sidste par uger, er der ikke mange, som vil kalde det for en 'hård vinter'.

Flere danskere har foretrukket regnbukser og regnjakke fremfor skijakke og skibukser.

De fleste målinger for januar måned viser også, at det ikke unormalt, at temperaturen nærmer sig de 10 grader. Men det er alligevel sjældent, at temperaturene kommer op på 11 grader og derover.

- 11°C eller varmere er til gengæld mere sjældent. Det er blot sket i 12 januar-måneder, siden vi startede med de landsdækkende målinger i 1874, siger Martin Lindberg.

Jetstrøm
En del af forklaringen skal findes i, at der netop nu er gang i jetstrømmene, som er udslagsgivende for vejret Danmark.

- Vi har haft en jetstrøm, som tidligere har ligget sydligere og givet relativ kold luft. Men nu bliver jetstrømmen mere nordlig. Det betyder, at et kraftigt frontsystem med en varmfront passerer Danmark.

- Bag om denne varmfront strømmer der en meget mild luft fra sydvest, der kommer fra Biscayabugten, forklarer Martin Lindberg.

De varmere himmelstrøg skal dog ikke skrue forventningerne for højt hos dem, der gerne vil lufte forårs-jakken. DMI melder nemlig om skyet vejr med stedvis regn.

42 kommentarer
Vis kommentarer