Smaske-lyde får ham til at gå amok: Har ikke set sin familie i fire år

Sygdommen misofoni giver personen et had til bestemte lyde. Det har gjort hverdagen svær for amerikanske Derrol Murphy

Smaskelyde er ikke til at holde ud for Derrol Murphy, som lider af misofoni. Foto: Mercury Press/Ritzau Scanpix
Smaskelyde er ikke til at holde ud for Derrol Murphy, som lider af misofoni. Foto: Mercury Press/Ritzau Scanpix

Mange bliver irriteret, når de hører nogen smaske. Men det er nok de færreste, der bliver direkte rasende over lyden.

41-årige Derrol Murphy fra San Diego i USA lider af misofoni, hvilket er en sygdom, der giver personen et indædt had til bestemte lyde. For Derrol Murphy er det særligt smaskelyde, han reagerer voldsomt på.

Det skriver flere udenlandske medier, heriblandt Mirror og New York Post.

Sygdommen giver både et fysisk og psykisk ubehag, når personen hører de bestemte lyde. Den kan desuden give en følelse af panik og en trang til at flygte fra lyden.

- Jeg troede i mange år, at jeg var skør. Små lyde kunne få mig til at gå amok i vrede, siger Derrol Murphy i et interview med Mercury Press.

Ser ikke familien
Hverdagen har været svær for amerikaneren, som ikke føler, at folk forstår sygdommen. Han er tvunget til at bruge høretelefoner tre timer om dagen for at reducere mængden af lyde, der påvirker ham.

- Folk forstår det ikke, og jeg kan ikke forklare det. Det påvirker personlige forhold, særligt til folk, jeg dater og familiemedlemmer, fordi man lader det gå ud over dem tættest på sig, fordi man føler, at de burde forstå det.

Sygdommen har ødelagt forholdet mellem Murphy og hans familie, som han ikke har set i fire år.

- Jeg er ikke en aggressiv person, lyde gør mig bare sur. Jeg har været nødt til at gå fra dates, hvis de tygger meget højt. Min ansigtsudtryk viser det - jeg laver et udtryk af væmmelse, siger han.

Derrol Murphy er i et forhold med Kurt Vin, som er meget forstående og ved, hvordan han skal håndtere sygdommen. Foto: Mercury Press/Ritzau Scanpix
Derrol Murphy er i et forhold med Kurt Vin, som er meget forstående og ved, hvordan han skal håndtere sygdommen. Foto: Mercury Press/Ritzau Scanpix

Nyt forhold
Derrol Murphy fortæller, at det ikke kun er smaskelyde, der får ham til at blive vred. Hvis han er på restaurant og hører en persons stemme og efterfølgende hører bestikket klirre, så kan det få ham til at gå amok.

Lyden af plastikposer eller slikposer kan have samme effekt, og derfor har Murphy ikke været i biografen i årevis.

Sygdommen ødelagde Murphys tidligere forhold, men efter to år som single begyndte han et forhold med sin nuværende kæreste, Kurt Vin, som han advarede om sygdommen på forhånd.

Parret har udviklet et signal, hvorved Kurt Vin kan advare på forhånd, før han laver en lyd, som han ved kan være irriterende for Murphy.

Har været en skjult sygdom
Man ikke har nogen tal på, hvor udbredt misofoni er, fordi der kun er blevet forsket meget lidt i sygdommen.

Der er dog nogle i Danmark, som lider af misofoni, og den forekommer især hos patienter, der i forvejen lider af tvangstanker, fortæller Per Hove Thomsen, som er overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

- Det er noget, som har været en lidt skjult sygdom, og som man går og er lidt flov og pinlig over, så derfor henvender de sig ikke til behandling. Måske tror de heller ikke, at der kan gøres noget ved det. Så vi ved faktisk ikke, hvor mange det anfægter.

- Vi kan se, at den især optræder hos patienter, der har OCD, altså tvangstanker, men det kan også optræde helt for sig selv, uafhængigt af andre ting, siger Per Hove Thomsen til Ekstra Bladet.

Kan behandles
Ved diagnosticering af sygdommen ser man særligt på, hvor meget lydene egentlig påvirker personen i hverdagen.

- De fleste af os kender formentlig til at kunne blive irriteret over andres lyde ved bordet. Så der er en grænse for, hvornår det er almindelig irritation, og hvornår man virkelig bliver ramt af det.

- Den måde, som vi andre kan irriteres over smaskelyde på, der irriteres de på samme måde - bare 100 gange værre, siger han.

Der er dog håb at hente, for sygdommen kan behandles.

- Det kan godt være en tilstand, som er svær at behandle, men principperne vil være de samme, som man vil bruge ved behandling af OCD, hvor man prøver at eksponere personen for lydene, så de bliver udsat for det, som de synes er ubehageligt, siger Per Hove Thomsen.

111 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere