Smed 1300 på porten: Scorer selv 41,3 mio.

Novo Nordisks topchef har fået en solid lønstigning i 2018

Lars Fruergaard Jørgensen, topchef i Novo Nordisk, havde i 2018 en årsløn på 41,3 millioner kroner.
Lars Fruergaard Jørgensen, topchef i Novo Nordisk, havde i 2018 en årsløn på 41,3 millioner kroner.

Hvis der er noget, som betaler sig for en topchef, så er det at sparke folk ud af en virksomhed. I hvert fald når det kommer til Novo Nordisk.

Topchef Lars Fruergaard Jørgensen kan således notere sig et lønhop på ti millioner, hvilket bringer ham op på en årsløn sidste år på 41,3 millioner kroner mod 31,8 året forinden.

Det fremgår af selskabets årsrapport.

Det svarer i runde tal til en timeløn på 21.466 kroner, hvis han holder sig en almindelig arbejdsuge.

Til gengæld har topchefen skilt sig af med 1300 medarbejdere på verdensplan, fremgår det af samme årsrapport.

Anders Drejer, professor i ledelse, Aalborg Universitet, har tidligere forsvaret, at topchefer skal have en høj løn. Men han har svært ved at se logikken med så massiv en lønstigning, der bringer Lars Fruergaard Jørgensen op som en af de allerbedst betalte i landet:

Svært at forklare
- Det er svært at forklare. Det hænger ikke sammen. Det største paradigmeskifte i 2018 var med Danske Bank, hvor folk sagde, at nu er det nok. Tidligere mente jeg, at topcheferne havde fortjent deres løn, men nu kan end ikke jeg forklare det længere. Og hvis jeg ikke kan, vil jeg gerne have en forklaring på det, siger han.

Han peger samtidig på, at det ud over pengene kan være dyrt at betale en mand så høj en løn.

- Det er noget, som samfundet er opmærksom på, og det er noget, som eksempelvis Ekstra Bladet skriver om. Man kan godt overveje, om det simpelthen bliver for dyrt betalt - han har i hvert fald ikke brug for de ekstra penge, siger Anders Drejer.

Det er dog ikke kun Lars Fruergaard Jørgensen, der har taget et solidt hop op ad lønstigen. Samlet er direktionen gået fra en årsløn på 122,5 millioner kroner til 182,4 millioner kroner.

Da Lars Rebien Sørensen var topchef i Novo Nordisk havde han en årsløn på 22,7 millioner kroner i 2016.

- Og han blev kåret til verdens bedste topleder, bemærker Anders Drejer.

Lars Rebien stoppede med udgangen af 2016, og som tak for hjælpen fik han 65,7 millioner med sig ud ad døren.

203 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere