Smider coronadyr ud: - Det er bekymrende

Da corona ramte landet, anskaffede mange sig et kæledyr. Nu har mange travlt med at afskaffe sig dyrene, der hober sig op på landets internater. - Det er bekymrende, siger veterinærsygeplejerske Sara Bjerg 

Følg Samfund

Coronakæledyr er blevet et nyt begreb.

Det lyder måske kærligt og rart, men det dækker over det stik modsatte: Kæledyr, som flere end nogensinde har anskaffet sig under coronatiden, men som bliver dumpet igen, når virkeligheden og hverdagen begynder at trænge sig på.

Dyreinternater landet over melder om stor stigning i indleverede hunde, katte, kaniner, killinger og kaninunger, der bliver indleveret på internaterne eller bliver fundet efterladte i papkasser eller dumpet i en skov.

I foreningen Dyreværnet har man meldt stor bekymring over, at man alene de seneste tre måneder har fået indleveret 47 hunde under to år. 

I Dansk Dyreværns internat i Tingskoven i Tranbjerg ved Aarhus, er det især katte, killinger og kaniner, der nu bliver indleveret, fordi ejerne alligevel ikke magter at passe deres kæledyr, eller dyrene har fået unger.

Alt for mange forladte katte og killinger sidder nu på landets internater. I Tingskoven er der 134 katte i karantæne, udover de mange, der er gjort helt klar til at blive udleveret til et nyt hjem. Her er det lille Bertha, der blev fundet under en bil. Nu er hun over 12 uger gammel og klar til at få sig en ny ejer. Foto: Ernst van Norde
Alt for mange forladte katte og killinger sidder nu på landets internater. I Tingskoven er der 134 katte i karantæne, udover de mange, der er gjort helt klar til at blive udleveret til et nyt hjem. Her er det lille Bertha, der blev fundet under en bil. Nu er hun over 12 uger gammel og klar til at få sig en ny ejer. Foto: Ernst van Norde

- Da corona ramte landet gik det ellers hurtigt den anden vej, fortæller siger Sara Bjerg, der er veterinærsygeplejerske og souschef på internatet i Tingskoven.

-  I starten af epidemien kunne vi tydeligt mærke her, at der var stor efterspørgsel på både på hunde, katte og kaniner, fordi folk var hjemme, havde ekstra tid og følte sig klar til at anskaffe sig et kæledyr. På internaterne fik vi adopteret rigtigt mange af vores dyr ud, siger hun og fortæller:

Køb, kæl og smid væk
- Efterfølgende oplever vi nu en bølge, hvor et usædvanligt stort antal kæledyr bliver indleveret eller bliver fundet strejfende rundt uden ejer. Det gælder alle kæledyr som f.eks. hunde - og især katte og kaniner, der ikke er øremærkede, og ejeren derfor sjældent kan spores.

- Her er mere travlt end nogensinde før, vi har ikke længere plads til kaniner og killinger, som folk bare ikke gider have længere, fortæller Sara Bjerg og viser rundt i det store internat, hvor de mange bure er afsat til kæledyr, der for eksempel er anmeldt for at være misrøgtede, har mistet deres ejere, er fundet uden ejere, truet på livet - eller ejeren af helt særlige grunde ikke længere har mulighed for at tage sig af dyret.

Især kaniner og deres unger bliver sat af i en papkasse i skoven, fordi hverken børnene eller forældre gider passe dem længere. Her er det kaninen Birthe, der blev fundet med otte unger og hele kroppen fyldt med kanintæger.  Foto: Ernst van Norde
Især kaniner og deres unger bliver sat af i en papkasse i skoven, fordi hverken børnene eller forældre gider passe dem længere. Her er det kaninen Birthe, der blev fundet med otte unger og hele kroppen fyldt med kanintæger. Foto: Ernst van Norde

- Det er en vigtig og nødvendig funktion, men når der her i coronatiden har bredt sig en 'køb-og-smid-væk-kultur' også når det gælder kæledyr, så er det bekymrende - og uansvarligt, at man ikke har forberedt sig ordentligt på at tage ansvar for et levende dyr. Man anskaffer sig et kæledyr under de særlige omstændigheder, hvor der opstår tid til og lyst at tage sig af et nuttet lille dyr, men når hverdagen melder sig, finder man ud af, at det kræver overraskende meget tid at gå ture, passe, pleje og stimulere sådan et levende væsen, siger Sara Bjerg.

Ring 1812

Hvis man ikke længere magter at passe sit kæledyr, så ring altid til 1812 og få en samtale om, hvad du kan gøre. Sæt aldrig dit kæledyr ud i skoven eller andre steder.

Hvis man har fundet en kanin, kat, hamster, hund eller andet kæledyr, der strejfer rundt uden ejer, kan man ringe til 1812. Hvis dyret ikke er mærket, får det plads på internatet.

Hvis du oplever misrøgt eller forladte dyr, så ring 1812 og anmeld det. Dyreværnets kredsformænd kører ud og henter dyr, der der er anmeldt misrøgtet eller ejer er syg, skal på plejehjem, afgår ved døden eller andet.


Adoption
Når folk adopterer et kæledyr fra internatet, koster det mellem 1200 og 2000 kroner, hvor der er sørget for, at dyret er vaccineret, har fået en chip i nakken og er steriliseret eller kastreret.

- Vi er dyrenes advokater, så vi tager en grundig samtale med de nye ejere om, hvorvidt kæledyret nu også passer til dem og deres liv, og det sker da, at vi siger nej, siger hun og fortæller, at der også er mange mennesker, der får en killing eller hundehvalp eller kanin gratis hos en landmand eller af venner.

- De glemmer bare, at der ofte kommer dyrlægeregninger, at det nuttede dyr også bliver teenager og både skal opdrages, trænes, have omsorg, mad  - og måske ender med at få unger.

- Vi har mange, der kommer her og siger: Mit barn vil så gerne have en kat, hund eller kanin'. Så siger vi, at: 'Det kan ikke komme til at ske. For det er dig, der kan få et kæledyr, som barnet kan hjælpe dig med at passe', siger hun og understreger:

-  Man kan ikke lægge sådan et ansvar over på et barn.

5 råd, FØR du får kæledyr

1. Overvej om du har tiden til det. Alle kæledyr skal aktiveres både mentalt og fysisk. En hund skal have træning – og gode, lange ture minimum tre gange om dagen. Katte kræver også aktivering – særligt inde-katte, der ikke bliver stimuleret ved jagt. Kaniner og smådyr skal også stimuleres og have kærlighed for at trives

2. Overvej om du har økonomi til det: Foder, dyrlægeregninger, pasning løber hurtigt op. Mange får en gratis kat  eller kanin ved en landmand eller venner og bekendte. Men de er ikke gratis, de skal neutraliseres, så de ikke får unger. (Det koster omkring 1500 kroner).

3. HUSK, det er ikke børnene, der skal have kæledyr – det er forældrene.

4. Køber du en hund, skal du ikke vælge den, fordi den er sød og har en blød pels. Sørg for, at racen, temeprament, størrelse etc, krav til træning etc passer til  det liv , som du/I gerne vil leve på længere sigt, så den ikke ender på et internat efter 8-10 måneder.

5. Hvis du anskaffer dig en kat, så SKAL den neutraliseres, så den ikke går ud og får lavet nye killinger. Der er alt for mange katte, der sidder på internaterne lige nu og venter på nyt hjem. Vil man gerne prøve at have nye killinger derhjemme, så kan man få nogle forladte killinger fra et internat, og lade sin kat passe dem til de fylder 12 uger.

Kilde: Sara Bjerg, veterinærsygeplejerske og souschef  foreningen Dyreværnets internat, Tingskoven, Tranbjerg

Seneste nyt

Ekstra Bladet har givet statsministeren en lys idé

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.