Smider du nøglen væk, rykker Ingolf ud - men juleaften koster det kassen

Mange tusinde danskere arbejder juleaften. Det gælder låsesmeden Ingolf, der har vagttelefonen på sig, mens han danser om juletræet

Ingolf Holmenlund er låsesmed, og kunne aldrig drømme om, at lade folk stå ude i kulden og vente. Heller ikke juleaften. Foto: René Schütze
Ingolf Holmenlund er låsesmed, og kunne aldrig drømme om, at lade folk stå ude i kulden og vente. Heller ikke juleaften. Foto: René Schütze

Mens de fleste af os mæsker os i and og flæskesteg, er der nogle danskere, der må trække i arbejdstøjet. En af dem er låsesmeden Ingolf Holmenlund i Frederikshavn.

Når vagttelefonen ringer, smider han, hvad han har i hænderne. Også hvis det skulle være juleanden eller gaverne.

- Jeg kunne aldrig finde på at sige nej. Der er jeg loyal overfor mine kunder, siger han med et grin.

Det sker heldigvis ikke hvert år, men han har oplevet flere gange, at han måtte rykke ud til kunder juleaften.

- Sidste gang var det heldigvis ret sent om aftenen, så vi var færdige med maden. Der var det et ungt par, som var kommet hjem fra juleaften ved familien og skulle låse sig ind, og så knækkede dørgrebet. De havde et lille barn med, og en hund de skulle ind til, så de var ret glade for, at jeg kom.

Hjælper politi og hjemmepleje
Den vendsysselske låsesmed er gift og har et sæt voksne tvillinger på 21 år - hvoraf den ene også arbejder i biksen, og familien brokker sig heller ikke over, at han må på arbejde i tide og utide.

- Konen har vel vænnet sig til det. Det kræver nogle gange tålmodighed at være gift med en låsesmed. Det har nok været frustrerende for hende på nogle tidspunkter, siger han.

- Det kræver sin mand at være låsesmed. Især når folk er fulde og måske ikke lige synes, de skal betale for, at jeg hjælper dem midt om natten, fortæller Ingolf. Foto: René Schütze
- Det kræver sin mand at være låsesmed. Især når folk er fulde og måske ikke lige synes, de skal betale for, at jeg hjælper dem midt om natten, fortæller Ingolf. Foto: René Schütze
 

Selvom Ingolf også passer sin butik, hvor han blandt andet laver nøglekopier, er arbejde på skæve tidspunkter hverdag for ham.

- Der sker altid noget her mellem jul og nytår. Det er jo ikke kun folk, der har smidt nøglerne væk. Det er også politiet, der fx skal ind til en, der er syg eller død. Og det er hjemmeplejen, der har glemt koden til nøgleboksen og ikke kan komme ind til de ældre. Det er alt muligt, forklarer han.

Det er netop derfor, han gider arbejde juleaften.

- Det er opgavernes forskellighed, der gør det spændende. Og så er det jo kun et lille afbræk i fritiden, normalt er jeg hjemme igen inden en time.

Og så er der jo også lige det med pengene.

- Det er lidt dyrene at få låsesmeden ud juleaften end på en normal dag. Det vil typisk være 1500 kroner, siger han med et smil.

Vi smider nøglerne væk til jul
Hvor denne tid er en dyr omgang for de fleste af os, er det altså ikke helt tosset at have evnerne til at låse døre op for folk.

- December er en god måned. Der har vi travlt. Det er typisk indbrud, og så folk der kommer hjem efter en julefrokost og har smidt nøglerne væk i deres brandert.

Generelt er det, når vi holder fri, at Ingolf har mest at se til.

- Nu har jeg været låsesmed i 27 år, og i alle de år har det altid været mest travlt i højtider og ferier.

Ingolf 21-årige søn arbejder også som låsesmed, men det er ikke for at læsse de trælse helligdagsvagter overpå ham, at han gav ham et job i biksen, garanterer Holmenlund senior. Foto: René Schütze
Ingolf 21-årige søn arbejder også som låsesmed, men det er ikke for at læsse de trælse helligdagsvagter overpå ham, at han gav ham et job i biksen, garanterer Holmenlund senior. Foto: René Schütze
 

Ingolf har selv et bud på, hvorfor det hænger sådan sammen.

- Når den daglige rutine bliver brudt og folk lægger hjernen på hylden, så er det de smider nøglerne væk eller smækker sig ude, siger han.

Ligesom så mange andre ønsker Ingolf sig hvid jul. Men måske ikke helt af de samme grunde som dig og mig.

- Nu mangler vi bare noget sne, så folk taber nøglerne i sneen, der er den jo aldrig til at finde igen, griner han.

SE OGSÅ: Flere tusinde danskere arbejder juleaften: - Jeg gør en forskel for andre mennesker

SE OGSÅ: Derfor arbejder julens indsjæle, mens du spiser juleand

46 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere