Da makeup-mærket CocoaSwatches forleden offentliggjorde en ny kollektion af foundation-farver på Twitter, havde de formentlig ikke forudset den debat, der fulgte.
Tanken er nemlig, at det New York-baserede makeup-firma inkluderer alle med en helt ny og bred vifte af farver til alle hudtyper og -farver.
Men Twitter-brugeren @sabinaexy angreb kort efter kollektionen på grund af de navne, de havde tildelt de mange nuancer af hudfarve.
’Kan vi have en diskussion om noget: Hvordan kan det være, at de mørkere farver ALTID navngives efter mad/smag? Er det en slags fetish?’ spørger hun og får opbakning af flere, som har bemærket det samme.
Og der stoppede kritikken af CocoaSwatches nye foundation-linje.
Twitterbrugeren @AMBabka finder det nemlig også besynderligt, at man har givet én af de lyse farver ordet ’nude’ (nøgen, red.).
Flere Twitter-brugere, der har fulgt den pludselige farvedebat, kan dog ikke rigtig se problemet.
’De gav os en masse farver, og nu klager I over, hvad de har navngivet dem? I bliver fornærmet over alting. Jeg kan godt lide at blive kaldt ’kanel’ eller sådan noget… sorte kvinder er de mest smagfulde i verden’, skriver @ItsArielJane
CocoaSwatches har efterfølgende forklaret deres valg i et nyt opslag på Twitter.
’Jeg sætter pris på diskussionen under dette post, men det er surt, at det er på bekostning af en sort kvinde (Jackie Aina, som har samarbejdet med firmaet om den nye kollektion, red.), som forsøger at ændre ting for os, lyder det, og i et nyt Twitter fortsætter forklaringen:
’Diskussionen om farvernes navne (især brugen af ’nude’ som farve-navn – det driver mig til vanvid og jeg har talt om det før), er super relevant, men tænk over, at det er en *industri* standard, som vi kæmper imod’