Smittekilder er i kikkerten efter bornholmsk bakterieudbrud

84 er fredag bekræftet smittet med bakterien campylobacter på Bornholm. Op mod 200 har henvendt sig

Fraværet af udenlandsrejser og store begivenheder som Folkemødet, der her ses i 2019, gør, at det menes, at en føde- eller drikkevare er kilden til smitten med campylobacter på Bornholm. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Fraværet af udenlandsrejser og store begivenheder som Folkemødet, der her ses i 2019, gør, at det menes, at en føde- eller drikkevare er kilden til smitten med campylobacter på Bornholm. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Der går endnu et stykke tid, før det kan fastslås, hvor et udbrud af bakterien campylobacter på Bornholm kommer fra.

Der er dog flere smittekilder i kikkerten. Det fortæller Steen Ethelberg, der er seniorforsker ved Statens Serum Institut.

- Vi har et par idéer, som vi nu er ved at undersøge nærmere, men det kan jeg ikke uddybe lige nu, siger han.

Fredag er 84 bekræftet smittet med bakterien, der kan give mavesmerter, feber og generel utilpashed, oplyser SSI. Torsdag var tallet mindst 54.

Bornholms Hospital har siden slutningen af sidste uge tilset op mod 200 med symptomer, der peger mod bakterien, i akutmodtagelsen og lægevagten.

Det har dog ikke været nødvendigt med prøver fra en del af disse, da de har klaret sygdommen selv derhjemme.

Henvendelserne er aftaget voldsomt de seneste par dage, oplyser hospitalet.

Steen Ethelberg fra Statens Serum Institut fortæller, at det letter arbejdet med at finde smittekilden, at så mange er bekræftet smittet med bakterien.

- Der er mange syge, og fordi vi får så mange informationer, så har vi meget materiale at arbejde med.

- Så vi håber snart at kunne sige noget mere konkret, siger seniorforskeren.

Han fortæller, at han regner med, at det er en fødevare, som er kilde til smitten - selv om det i andre tilfældet har været drikkevand.

- Men fordi de bor uden for samme drikkevandsforsyningsområde, så mener man ikke, at det er det.

- Så vi regner med, at det er noget, man kan købe i supermarkedet, siger han.

Blandt andet Bornholms Andelsmejeri har sendt prøver afsted, skriver TV2 Bornholm. Der er dog ikke umiddelbart fundet spor af bakterien.

Hvornår smittekilden er fundet, tør Steen Ethelberg ikke at spå om:

- Jeg vil nådigt love, hvornår det er - for det kan jeg ikke - men undersøgelserne går rigtig godt, siger han.

54 kommentarer
Vis kommentarer