Smitten er eksploderet i Sveriges hovedstad

På tre uger er antallet af smittede med coronavirus steget med 100 procent i Stockholm

Antallet af smittede er steget med 100 procent på tre uger i Stockholm. Foto: Ritzau Scanpix
Antallet af smittede er steget med 100 procent på tre uger i Stockholm. Foto: Ritzau Scanpix

Smitten med coronavirus er eksploderet i Sveriges hovedstad, Stockholm.

Antallet af covid-patienter er øget voldsomt i regionen, skriver det svenske medie Aftonbladet.

- I løbet af de sidste tre uger er antallet af bekræftede tilfælde i princippet steget med 100 procent, siger fungerende sundhedsdirektør Johan Bratt.

Ekstra Bladets anmelder René Fredensborg mødte et svensk medie på Strøjet mandag.

Flere alvorligt syge
Også antallet af alvorligt syge patienter stiger i hovedstaden.

Antallet af personer, der er så syge grundet covid-19, at de har brug for behandling på hospitalet, er stigende, oplyser Johan Bratt.

- Plejen sikrer nu, at alle, der har brug for akut og nødvendig behandling, vil modtage den, selvom antallet af patienter med covid-19 igen øges, siger sundhedsdirektøren.

Vejret kan være årsag
Ifølge Länsstyrelsen Stockholms seneste rapport kan forårssolen være en del af forklaringen på den pludselige stigning i smitten.

'Det smukke vejr i Stockholm i weekenden skabte trængsel udendørs mange steder,' skriver styrelsen i rapporten.

Styrelsen skriver samtidig, at der er behov for tydeligere oplysninger om, at folk skal holde afstand og bære mundbind eller visir, når de opholder sig udendørs, 'så du tænker over det selv på gader og pladser'.

Region Stockholm holder pressemøde om coronasituationen klokken 11.