Smittetrykket i Tyskland er sprunget til 1,79 fra 1,06.

Smitten stiger enkelte steder i Tyskland, hvilket får kontakttallet til at stige fra 1,06 til 1,79

Sådan så det ud, da den dansk-tyske grænse åbnede 15. juni. Video: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kontakttallet i Tyskland - det der tidligere blev kaldt smittetrykket - er lørdag sprunget til 1,79 fra 1,06 fredag.

Det oplyser Robert Koch Instituttet (RKI), som er den tyske stats organ for infektionssygdomme.

Tallet er et udtryk for en beregning af kontakttallet de seneste fire dage.

Hvis enkelte lokale områder i Tyskland pludselig oplever øget smitte, vil det vise sig i tallet. Og det er netop tilfældet, står der i rapporten fra RKI.

Kontakttallet er derfor ikke et udtryk for, at smitten nu øges drastisk i Tyskland generelt.

- Da tallene for coronasmitte generelt er lave i Tyskland, vil disse smitteudbrud have en relativt stærk indflydelse på kontakttallet. Øget landsdækkende smitte forventes ikke, lyder det i den daglige smitterapport fra RKI.

I enkelte delstater har RKI registreret smitteudbrud. Coronasmitte er blandt andet fundet hos personer i asylcentre, hos medarbejdere i slagterier, hos sæsonarbejdere i landbruget og i forbindelse med religiøse begivenheder og familiesammenkomster.

Netop slagterier flere steder i Europa har oplevet smittespredning, skriver The Telegraph.

Ifølge en rapport fra London School of Hygiene and Tropical Medicine (LSHTM) skyldes det flere ting.

Typisk er temperaturen lav, og der er intet sollys. Medarbejderne står tæt, og ofte vil larmen under produktionen få de ansatte til at råbe til hinanden, hvilket øger muligheden for smitte, lyder det.

Et kontakttal på 1,79 betyder, at 100 mennesker, der er smittet med virus, i gennemsnit smitter 179 andre mennesker.

1,79 er langt over det, som tallet skal lyde på, før man anser smitte med coronavirusset som aftagende. Er tallet over et vil flere og flere få virusset. Er det mindre end et vil sygdommen langsomt dø ud.

Tidligere kaldte man det i Danmark for smittetryk, men Statens Serum Institut (SSI) mener, at ordet er blevet misfortolket, og derfor kalder SSI det nu for kontakttal.

Lørdag har Tyskland registreret 11 nye coronarelaterede dødsfald og 601 nye tilfælde af smitte.

I alt er 189.135 borgere i Tyskland registeret smittet. 8883 smittet med corona har mistet livet.

320 kommentarer
Vis kommentarer