Sms afslørede chefen - fyret efter beskeder til sørgende mor

En ansat i en madbutik har fået sparket efter en grov række sms’er til en af hendes ansatte gik viralt på Facebook

Crystal Fisher er glad for sit job, men blev vred, da hendes chef ikke var forstående for, at hun skulle have fri mens sønnen var i respirator. Et Facebook-opslag blev hendes job-redning. Foto: Privat
Crystal Fisher er glad for sit job, men blev vred, da hendes chef ikke var forstående for, at hun skulle have fri mens sønnen var i respirator. Et Facebook-opslag blev hendes job-redning. Foto: Privat

En sms-samtale mellem Crystal Fisher fra den amerikanske stat Michigan og hendes nærmeste chef gik viralt efter hun for fem dage siden delte den på sin Facebook-side.

'Så min søn er i respirator og jeg fortæller min chef 48 timer før jeg skal på arbejde igen, at jeg ikke kan komme på arbejde, fordi min søn er i respirator, og det her er, hvad hun siger til mig', skriver hun til en række skærmbilleder af den skriftlige samtale med chefen. I sms’erne giver den pågældende chef i korte træk udtryk for, at hun betragter det som en fyring, hvis Crystal Fisher ikke møder op på arbejde, og at chefen allerede mener, at hun har været fleksibel overfor Crystal Fisher.

Hasteindlagt
Til det lokale medie WWMT beskriver Crystal Fisher, hvordan hendes 18-årige søn kort før besked-udvekslingen torsdag i sidste uge blev hasteindlagt på Oakland Hospital, hvor lægerne havde mistanke om, at han havde fået blodforgiftning.

- De ville ikke lukke mig ind i rummet. Jeg vidste ikke, hvad der foregik, hvordan min søn havde det eller noget som helst. Endelig kom der en læge ud og sagde, at de var nødt til at lægge ham i respirator, fortæller Crystal Fisher.

Efter at have fået beskeden fra lægen skrev hun til sin chef i madbutikken PS Food Mart i Albion for at forklare om situationen og for at sige, at hun ikke ville blive i stand til at møde på arbejde, men hun blev ikke mødt med forståelse fra sin chef.

Se sms-udvekslingen her:

Dagen efter, at Crystal Fisher delte sms’erne på Facebook, gik PS Food Mart på det selvsamme sociale medie, og skrev i et opslag, at de var opmærksomme på den uheldige situation, at de var i gang med at undersøge den nærmere, og at de havde været i kontakt med Crystal Fisher og forsikret hende, at hun skulle tage sig al den tid, hun havde brug for før hun kom tilbage på arbejde.

Få timer senere skrev virksomheden i et nyt opslag, at manageren, der skrev sms’erne til Crystal Fisher, ikke længere er ansat.

Crystal Fisher siger til WWMT, at hun er glad for sit arbejde hos PS Food Mart. Om sin nu fyrede chef siger hun:

- Jeg beder for dig, jeg beder for dig. Det er alt, jeg kan sige.

122 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere