Smukfest-vagt røg joint på brand-tjans

Vagten havde campingvagt, hvor en del af arbejdet består i at sikre, at brandvejene på festivalens campingområde holdes farbare

Et vidne fortæller til Ekstra Bladet, at vagten røg jointen mens han var på arbejde som campingvagt. På billedet ses vagten iført walkietalkie, medarbejder armbånd samt campingvagt-vest (Foto: Ekstra Bladet)
Et vidne fortæller til Ekstra Bladet, at vagten røg jointen mens han var på arbejde som campingvagt. På billedet ses vagten iført walkietalkie, medarbejder armbånd samt campingvagt-vest (Foto: Ekstra Bladet)

En campingvagt sad onsdag eftermiddag og røg en joint under sin campingvagt på årets Smukfest.

Det afslører et billede Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.

Vagten var på arbejde på campingområdet Kærligheden Mark 1. En central del af den frivillige vagts arbejde består i at holde brandvejene på festivalen åbne.

Vidner fortæller til Ekstra Bladet, at vagten tydeligvis var på arbejde mens han røg jointen.

Nultolerence for stoffer
Hos Smukfest vil talsmand Poul Martin Bonde ikke kommentere det konkrete billede, men understreger at man kraftigt pointerer overfor samtlige af festivalens mere end 12.000 frivillige vagter, at stoffer på ingen måde tolereres på festivalpladsen.

- Er der nogen, der tager stoffer som vagter eller almindelige festivalgængere, klipper vi deres armbånd, siger Poul Martin Bonde til Ekstra Bladet.

Blandt brandvagternes opgave er at holde brandvejene fri samt hjælpe festivalgængerne med de problemer, der måtte opstå og sørge for, man overholder reglerne derude.

- Har i godt nok styr på jeres frivillige medarbejdere, når de kan finde på sådan noget her?

- Jeg bliver simpelthen så træt, når I spørger om sådan noget her. Vi har 12.500 frivillige medarbejdere på arbejde, og jeg er sikker på at langt hovedparten af dem arbejder knaldhårdt og udfører et godt arbejde. Men når man har med så stor en menneskegruppe at gøre, kan der være et par stykker, der ikke kan finde ud af det. Det er bund ærgerligt, men desværre forventeligt, siger talsmand Poul Martin Bonde.

Han erkender dog, at det ikke er godt nok.

Ondt i sikkerheden
Det er ikke første gang ved dette års Smukfest, at der er blevet stillet alvorlige spørgsmålstegn ved sikkerheden på festivalen.

Ved torsdagens Kim Larsen-koncert på Rytmescenen var for mange mennesker stimlet sammen foran scenen og to personer besvimede i menneskemængden. I flere minutter var musikken afbrudt, mens politi og vagter forsøgte at få styr på sikkerheden.

Fredag var den gal igen, da Gnags spillede på samme scene, hvor festivallen måtte lukke for tilgang til scenen af frygt for samme problemer som ved Kim Larsens koncert.

Tidligere lørdag kunne Ekstra Bladet fortælle, at popsangeren Shaka Loveless kort før sin koncert var blevet overfaldet og slået.

123 kommentarer
Vis kommentarer