Snart slutter festen - frem med regntøjet!

Efter flere dages hedebølge ser det nu ud til, at vi får et vejrskifte fra på tirsdag, som betyder, at danskerne må finde regntøjet frem, lyder det fra DMI

Der erbåde tropenætter og regn i vente. Hør i DMIs månedsprognose her, hvor og hvornår det rammer.

Hvis du er en af de danskere, der har pakket regntøjet langt væk, skal du nok snart til at have fisket det frem fra gemmerne igen. Sådan lyder vurderingen fra vagthavende meteorolog Henning Gisselø ved DMI.

Fra på tirsdag er der nemlig udsigt til et markant vejrskifte, der sætter en stopper for hedebølgen, som strandglade danskere i hele landet ellers har glæde af i denne weekend.

- Det ser ud til, at hedebølgen stopper mandag.

- Tirsdag kommer der en svag front, som tager toppen af temperaturerne, sådan så vi kommer af med hedebølgen, lyder det fra DMI.

Herefter får vi en periode med mere ustabilt vejr.

- Vi får et skifte fra det her meget stabile, flotte og meget varme vejr. Det bliver nok en 20-25 grader, og så kommer der en hel del flere skyer og en hel del regn og torden.

Ifølge Henning Gisselø betyder det, at danskerne skal til at finde paraplyen eller regntøjet frem, hvis man ikke vil blive våd. Men som han siger:

- Men med hensyn til sommerregn, så er det jo også nogle gange behageligt. Det er ikke sikkert, at folk bliver så kede af det.

132 kommentarer
Vis kommentarer