Snart vintertid: Husk at skrue tiden tilbage

I weekenden er det blevet tid til at stille uret - og havemøblerne - tilbage. Vi skifter nemlig til vintertid

Når du vågner søndag morgen, skal du huske at skrue tiden en time tilbage. (Foto: JP)
Når du vågner søndag morgen, skal du huske at skrue tiden en time tilbage. (Foto: JP)

Godt nyt til syvsoverne: Du kan sove en time længere søndag morgen, fordi vi i weekenden skifter fra sommer til vintertid.

Helt præcist er det kl. 03 natten mellem lørdag og søndag, at tiden skifter til kl. 02. Det betyder, at morgenerne bliver lysere, mens det om eftermiddag bliver tidligere mørkt, end det vi er vant til lige nu.

Den gamle huskeregel lyder: Når man stiller uret tilbage, skal havemøblerne også stilles tilbage.

Se også: Vintertid kan teste tålmodigheden hos køer

Den regel har danskerne skulle leve efter a flere omgange, siden sommertiden blev første gang blev indført i 1916. Anden gang var fra 1940 til 1948 og igen-igen fra 1980. En standardisering i EU i 1996 betød, at sommertid er fastlagt fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober.

Og ja - begrebet er kendt som 'sommertid' og ikke 'vintertid', da vintertiden faktisk er den normale tid, mens sommertiden er den kunstige tid, mennesket har indført. Årsagen til, at sommertiden i sin tid blev indført var for at spare energi ved at udnytte dagslyset om aftenen bedre. Men på grund af elsparepærer er besparelsen i dag mindre end tidligere.

Se også: Vintertid og hjortedød: Nu er myten aflivet

Ideen til sommertid stammer helt tilbage fra 1784, hvor ingen ringere end politiker, forfatter og en af USA's grundlæggere, Benjamin Franklin, foreslog ideen i et humoristisk essay.

Først mere end 100 år senere - i 1916 blev det første gang indført i Tyskland, Østrig og altså også Danmark. I dag har omkring 70 lande ordningen.

Kilder: National Geographic, borger.dk og dpa.

0 kommentarer
Vis kommentarer