Snedige boligejere valgte rigtigt: Her er de blevet forgyldt

Danske boligejere, der købte hus i 09/10, har for de flestes vedkommende scoret en markant gevinst ved at sælge i 14/15. Tjek selv din kommune ud på det interaktive kort.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Tjek det interaktive kort ud, og se hvordan det er gået med din kommune. Du kan blandt andet se den samlede prisforskel, hvor mange der er solgt med gevinst, gennemsnitlig salgspris og antallet af handler (er det under 10, vil kommunen ikke være med).

Hvis det var med vilje, så er det godt set. Hvis det var et rent tilfælde, så har man været særdeles heldig.

For gevinsten har været enorm flere steder i landet for de husejere, som slog til og satte pengene i nogle mursten, da boligmarkedet var helt nede i 09/10 og derefter solgte til en lukrativ pris i 2014 eller senest i 2015, hvor de høje boligpriser synes at være stagneret en smule. 

Det viser tal fra boligsiden.dk, som Ekstra Bladet har fået trukket ud.

Helt i top ligger København med en samlet prisforskel på omkring 38 procent, hvilket betyder, at man som gennemsnit har tjent 38 procent på det hus, man købte, da det gik dårligt og derefter solgte i den gode periode.

Københavns topplacering er dog ikke overraskende på nogen måde, mener Morten Skak, der er lektor i boligøkonomi ved Syddansk Universitet.

- Det centrale København og området omkring har været meget bedre til at skabe og holde arbejdspladser end det øvrige Danmark, og det trækker folk ind, hvilket også får virksomhederne til at komme. Og når alt dette sker, så kommer boligefterspørgslen også og priserne stiger, siger han.

Se også: Se hvad din og naboens bolig er værd

Minus på 25 procent
Helt i bund er Haderslev i Sønderjylland, der har oplevet et fald i den samlede prisforskel på næsten 25 procent.  Alligevel er det ikke fra det område, at de klart dårligste handler er blevet lavet.

Kommunerne i Vest- og Sydsjælland har således som de eneste haft en samlet negativ udvikling. Minusset ligger på ca. 9 procent.

- Det begyndte at gå lidt op igen i 2010, man det fik den økonomiske krise i Sydeuropa sat en stopper for. Først i 2012 skete der en vending, dog med store geografiske forskelle i landet. Eksempelvis udviklede Vest- og Sydsjælland sig mere negativt end de øvrige dele af Danmark, siger Morten Skak.

Blandt andet fordi ingen ville flytte dertil.

Se også: Hele landet har fået glæde af boligopturen

Priser vil stige igen
- Al udflytning fra hovedstadsområdet stoppede. Priserne på ejerlejlighederne i København kom så langt ned, at bytteforholdet ved at flytte længere væk i hus ikke var til stede, forklarer han.

Sådan kan man bestemt ikke karakterisere situationen nu på det københavnske boligmarked, der næsten er på sit højeste. Derfor forventer han også, at priserne nok skal begynde at stige igen i Vest- og Syddanmark.

- Når priserne stiger, begynder folk – især unge mennesker, der skal stifte familie -  at overveje at flytte længere ud, da man føler, at man så får mere for pengene. Det er især steder med gode transportområder, der efterspørges. 

Se også: Boligprisernes himmelflugt stoppede i august

Ingen boligboble
Trods de ekstreme stigninger i København de seneste år, så forventer han ikke, at der er tale om nogen boligboble.

- Jeg tror ikke, at boligmarkedet er en boble lige nu, men hvis det fortsætter i samme tempo, så kan det komme. De øjeblikkelige prisstigninger har været uholdbare, siger han.

For nylig viste nye tal samtidig, at priserne på københavnske boliger var faldet en smule, hvilket kan indikere en sund stagnering af de høje priser.

46 kommentarer
Vis kommentarer