Snublede i skybrud: Endte i koma

Et uskyldigt fald under et skybrud havde nær kostet Jette Bach livet. Da lægerne endelig fandt årsagen, var hun og hendes mand chokerede over diagnosen

Snublede i skybrud: Endte i koma

Jette Bach og Lars Hansen fortæller om de ti dage, hvor hun svævede mellem liv og død

Et dobbelt skybrud i slutningen af juli var ved at ende fatalt for Jette Bach, der snublede i vandmasserne og fik hudafskrabninger på sine knæ.

Så fatalt, at hun i ugerne efter var ved at forlade livet flere gange, og hendes mand, Lars Hansen, måtte forberede sig på det endelige farvel.

- Det er en gyserhistorie af værste skuffe. Jeg troede ikke, det kunne lade sig gøre, at en skramme på knæene kan medvirke det her. Det fatter jeg ikke, siger Lars Hansen, Jettes mand.

Knap to uger efter det uskyldige fald fra en kantsten i Thisted, hvor de havde gjort et kort ophold for at spise frokost, blev Jette Bach syg, og derfra udspillede der sig et sygdomsforløb præget af usikkerhed.

Usikkerhed om, hvorfor hun var syg, og om hun nogensinde skulle vågne igen.

Lars Hansen var hendes øjne og ører gennem hele forløbet, for kort efter de første symptomer måtte lægerne på Viborg Sygehus lægge hende i kunstig koma i otte dage.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jette Bach tilbragte otte dage i kunstig koma. I mellemtiden lukkede hendes krop langsomt ned for hendes organer. Foto: Claus Bonnerup
Jette Bach tilbragte otte dage i kunstig koma. I mellemtiden lukkede hendes krop langsomt ned for hendes organer. Foto: Claus Bonnerup
 

Klinisk hjertestop
Fredag 6. august, ti dage efter skybruddet, fik Jette Bach det skidt. Ondt i hovedet, i armene og benene. Parret slog det hen som migræne, som hun lider af med jævne mellemrum. Men i løbet af weekenden fik hun det værre, og om søndagen ringede Lars Hansen til vagtlægen.

- Jeg var enig med mig selv om, at der ville jeg ringe, uanset om hun ville have det eller ej, siger han, da Ekstra Bladet besøger parret i deres hjem i Vium ved Kjellerup.

Inden Jette Bach kunne komme på sygehuset, skulle hun have en negativ pcr-test, men mens de ventede på svaret, blev hun hurtigt dårligere og dårligere. Til sidst kunne Lars Hansen ikke vente længere. Og heldigvis for det.

For da parret ankom til vagtlægen på sygehuset, drattede Jette Bach om, i det øjeblik hun satte sig på stolen i lægens lille lokale.

- Hun fik et klinisk hjertestop. De kunne simpelthen ikke måle hendes puls, og lynhurtigt stod der folk omkring hende. På et tidspunkt talte jeg 14 personer, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ekstra Bladets fotograf var til stede i Thisted på netop den dag og i det område, hvor Jette Bach snublede i vandmasserne. Billeder og videoer fra dagen viser børn, der hopper rundt og leger i vandet. Foto: Claus Bonnerup
Ekstra Bladets fotograf var til stede i Thisted på netop den dag og i det område, hvor Jette Bach snublede i vandmasserne. Billeder og videoer fra dagen viser børn, der hopper rundt og leger i vandet. Foto: Claus Bonnerup
 

Nålen i høstakken
Jette Bach blev indlagt på intensiv, men ingen kunne finde ud af, hvad der var galt med hende.

- Natten mellem mandag og tirsdag går det helt galt. De ringer til mig tidligt om morgenen og siger: ’Vi har lagt din kone i respirator og i kunstig koma, og du må hellere komme, for det er ikke så godt.' De bad mig sige farvel, siger Lars Hansen, der ikke kan holde tårerne tilbage.

- Jeg render tilfældigvis på den læge, der havde nørklet med hende hele natten, og han lignede noget, der var løgn. Han var virkelig, virkelig smadret, husker han. 

På det tidspunkt var Jette Bachs lungefunktion ophørt, og hendes organer var ved at lukke ned. Lægerne anede stadig ikke, hvad der var årsagen, og de forsøgte sig med forskellige typer penicillin.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jette Bach arbejder til dagligt for tøjfirmaet Mascot. Lars Hansen arbejder i Thorning Hallen og sidder i byrådet for SF i Silkeborg Kommune. Foto: Claus Bonnerup
Jette Bach arbejder til dagligt for tøjfirmaet Mascot. Lars Hansen arbejder i Thorning Hallen og sidder i byrådet for SF i Silkeborg Kommune. Foto: Claus Bonnerup
 

Overraskende diagnose
Men intet hjalp, og overlægen spurgte Lars Hansen, hvad han troede, problemet var. Sammen gennemgik de forskellige muligheder. Hun havde haft et insektbid, der kunne stamme fra en flåt, og lægerne begyndte behandling mod borrelia.

- Senere fortalte jeg ham historien fra Thisted fra 27. juli, hvor hun faldt under skybruddet og slog hul på knæene.

’Der er den!’ udbrød lægen.

’Der er den,’ gentog han og pegede begejstret på Lars Hansen, der var forvirret og bad lægen forklare sig. 

- Rotteurin, sagde han. Han fortalte mig, at det var hans klare formodning, at der var tale om en rotteurin-forgiftning.

Det dobbelte skybrud i Thisted, hvor der ifølge DMI faldt 33,4 millimeter vand på en halv time, fik kloakkerne til at flyde over, og i vandet har der været små mængder rotteurin. Ifølge seruminstituttet bliver mellem 10 og 30 danskere hvert år ramt af sygdommen leptospirose, der kommer fra bakterier i urinen hos rotter og mus.

Og ganske rigtigt. Jette Bach røg i dialyse i 48 timer for at rense hendes blod for bakterierne og fik målrettet penicillin, og klokken 13.30 torsdag kom prøveresultatet fra Statens Serum Institut, der bekræftede lægens mistanke.

Artiklen fortsætter under boksen ...

Ekspert: Vær opmærksom

Skybrud og oversvømmede kældre er årsag til de fleste tilfælde af leptospirose herhjemme, fortæller overlæge Kurt Fuursted fra Statens Serum Institut.

- Man skal være opmærksom på, at hvis man har et dårligt immunforsvar, så skal man undgå at gå ned i sin oversvømmede kælder, og man skal være opmærksom på symptomer efter skybrud.

Det er en infektionssygdom, der kommer fra bakterierne leptospira, som rotter kan være inficeret med, og som kan smitte via urinen fra dem.

- Det er noget, man får ind primært når man bader, fx i den østlige del af verden, eller hvis man kommer i kontakt med inficeret vand, og specielt hvis man har sår eller rifter, fortæller han.

Symptomerne er i begyndelse influenzalignende. Ømme muskler, feber og ondt i leddene.

Men senere kan den ende med at sætte leveren ud og ramme nyrerne.

- Det er sådan en sygdom, der både kan være meget alvorlig eller sådan, at man slet ikke opdager den, fortæller Kurt Fuursted.

Dødelighedsprocenten ligger på omkring 10-15 procent, hvis den er ubehandlet. Men man er blevet dygtigere til at opdage leptospirose herhjemme.

Kurt Fuursted fortæller, at man i Danmark faktisk er begyndt at skulle have et kort på sig, hvis man arbejder med spildevand, så lægerne har mulighed for at reagere hurtigt, hvis der er tegn på sygdommen.

Reddet ved et tilfælde
Det blev et tilfældighedernes spil og lægernes handlekraft, der reddede Jette Bachs liv. Sådan betragter de det selv.

For Jette Bach var det et chok at vågne op og finde ud af, hvad der var sket.

- Jeg blev lidt ... Det er en underlig fornemmelse at vide, at man får en ny fødselsdato. Der er ligesom nogle ting, som jeg før har gået op i. Det er lige meget nu. Det er ikke så vigtigt. Det er vigtigere at få noget ud af den tid, vi er her, siger hun.

Hun er i dag tre uger inde i sin genoptræning. En uges genoptræning pr. dag i koma har de fået at vide, så der er stadig fem tilbage. Og der er meget, hun endnu ikke kan. Men det går fremad hver dag.

Nu vil de tilbringe mere tid sammen. I sommerhuset på Lundø og i hverdagen.

I dag er Jette Bach tre uger inde i sin genoptræning. Hun kan klare mere og mere selv, men får stadig hjælp til at bevæge sig rundt. Der er omtrent fem uger tilbage af genoptræningen. Foto: Claus Bonnerup
I dag er Jette Bach tre uger inde i sin genoptræning. Hun kan klare mere og mere selv, men får stadig hjælp til at bevæge sig rundt. Der er omtrent fem uger tilbage af genoptræningen. Foto: Claus Bonnerup