Snydt for 1,5 million: Sådan blev thailandsk kok udnyttet

Surachai Thongphap arbejdede op mod 260 timer om måneden og fik udbetalt 50 kroner i timen sort

Nok er ifølge sin fagforening blevet snydt for op mod halvanden million kroner. Foto: Malene Lauritsen/Fagbladet 3F
Nok er ifølge sin fagforening blevet snydt for op mod halvanden million kroner. Foto: Malene Lauritsen/Fagbladet 3F

Halvanden millioner kroner: Så meget er en thailandsk kok angiveligt blevet snydt for i de tre år, han var ansat på restauranten Thai4You i Hillerød på den såkaldte beløbsordning.

Det mener 3F, som har rejst et krav om en samlet erstatning på halvanden millioner kroner på vegne af den thailandske kok mod arbejdsgiveren, Tue Kalmo.

Kom for at arbejde
Surachai Thongphap, som også kaldes Nok, var kommet til Danmark for at arbejde på restauranten i Hillerød.

Officielt fik han en månedsløn på 31.340 kroner for at arbejde 37 timer om ugen.

Dermed overholdt han udadtil vilkårene i den såkaldte beløbsordning, der skal sikre, at udlændinge, som ikke er fra EU, tjener en 'høj løn' i deres job i Danmark, før de kan søge om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af deres ansættelse.

I den virkelige verden sled Nok syv dage om ugen til 50 kroner i timen og fik sin løn udbetalt kontant.

Det kan Ekstra Bladet nu afsløre i samarbejde med Fagbladet 3F.

Se også: Kokkefinte afsløret: Så nemt er det at snyde

Intet kontonummer
Nok kom til Danmark og blev ansat på Thai4You i 2015. Han arbejdede på restauranten frem til 2018.

Han underskrev i forbindelse med sin ansættelsen en fuldmagt, som gav arbejdsgiveren, Tue Kalmo, lov til at stå for kontakten med myndighederne.

Ekstra Bladet er i besiddelse af fuldmagten.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Nok arbejder i dag på en restaurant i Tyskland. Her har han en ansættelseskontrakt, får løn og lønsedler, arbejder 40 timer om ugen og har fri hver mandag og tirsdag, siger han. Foto: Malene Lauritsen/Fagbladet 3F
Nok arbejder i dag på en restaurant i Tyskland. Her har han en ansættelseskontrakt, får løn og lønsedler, arbejder 40 timer om ugen og har fri hver mandag og tirsdag, siger han. Foto: Malene Lauritsen/Fagbladet 3F

- Jeg havde ikke adgang til min lønkonto eller mit NemID. Jeg så aldrig et papir fra Skat eller andre myndigheder. Og jeg fik aldrig en rigtig lønseddel. I stedet fik jeg små håndskrevne sedler fra min chef, hvor der stod, hvad jeg skulle have i løn, siger Nok.

Ifølge Næstformand i 3F Nordsjælland, Ronny Iversen, som har kørt sagen for Nok, har arbejdsgiveren fremsendt lønsedler til 3F, som skulle bevise, at Nok har modtaget den rigtige løn og har betalt skat i Danmark.

De fremsendte lønsedler mangler dog en markant detalje. Nemlig et kontonummer, som pengene skulle være udbetalt til.

Se også: Advarer hinanden efter afsløring af kokkefinte

50 kroner i timen
Ekstra Bladet er i besiddelse af flere af de håndskrevne noter, som ifølge Nok udgjorde hans lønsedler, samt lønsedlerne fra Tue Kalmo, som ikke indeholder et kontonummer.

På de håndskrevne noter kan man se, at han en enkelt måned fik 12.600 kroner for 252 timers arbejde. Det svarer til 50 kroner i timen.

Af det beløb trak arbejdsgiveren oven i købet 5000 kroner til 'husleje', som betaling for at Nok boede i en lejlighed, hvor Tue Kalmo også selv havde folkeregisteradresse.

Flere steder kan man også se, at der bliver trukket penge fra lønnen for at dække 'lån', som Nok har modtaget den foregående måned.

Alle lønudbetalinger er ifølge Nok sket kontant.

- Min chef fortalte mig, at jeg skulle bo i en meget lille lejlighed, hvor jeg skulle give 5000 kroner i husleje. Det var ikke aftalen hjemmefra, men hvad skulle jeg gøre? Nu var jeg i Danmark.

- Jeg havde så få penge, at jeg var nødt til at låne af min chef hver måned, så jeg kunne betale til mine børns skolegang.

- Jeg blev snydt, men jeg kunne ikke rejse hjem. Jeg måtte holde ud for mine børns skyld, siger Nok.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

- Jeg får det dårligt, når jeg tænker på mit tidligere arbejde. Jeg kan kun sige én ting om min gamle chef: Han er et fattigt menneske, siger Nok. Foto: Malene Lauritsen/Fagbladet 3F
- Jeg får det dårligt, når jeg tænker på mit tidligere arbejde. Jeg kan kun sige én ting om min gamle chef: Han er et fattigt menneske, siger Nok. Foto: Malene Lauritsen/Fagbladet 3F

Benægter
Ekstra Bladet har ad flere omgange kontaktet Tue Kalmo for at få en kommentar på oplysningerne i sagen om Nok.

Tue Kalmo har dog kun ønsket at give et svar på SMS, hvor han benægter at have gjort noget forkert i sagen.

Han har ikke ønsket at svare på uddybende spørgsmål om ansættelsen af Nok.

Fokus på kokke
Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, har ikke ønsket at stille op til interview, men oplyser i en mail til Ekstra Bladet, at de 'er opmærksomme på, at der på dele af kokkeområdet kan være risiko for omgåelse af reglerne, og derfor er det et område, som vi har særlig fokus på'.

Læs hele deres svar her:

Skriftligt svar fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI)

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) kan generelt oplyse, at vi udfører løbende risikoopmærksom sagsbehandling, kontrol af opholdstilladelser og kontrol med ulovligt ophold og arbejde.

 

Vi vurderer altid, om løn- og ansættelsesforhold er sædvanlige efter danske forhold, inden der gives opholdstilladelse efter beløbsordningen. Vi er opmærksomme på, at der på dele af kokkeområdet kan være risiko for omgåelse af reglerne, og derfor er det et område, som vi har særlig fokus på.

 

Vi vurderer ansøgerens kvalifikationer og erhvervserfaring og ser på, om restauranten her i landet har økonomi og omsætning til at betale lønnen. Vi foretager en særlig grundig behandling af ansøgninger fra kokke. Men der kan selvfølgelig være sager, hvor alt på papiret ser ud til at være i orden, men hvor det senere viser sig, at kokken kommer til at arbejde under nogle helt andre forhold. Og bliver vi opmærksom på, at reglerne bliver omgået, så bliver arbejdsgiveren meldt til politiet, og udlændingen får inddraget opholdstilladelsen.

 

Vi samarbejder med politiet, Skattestyrelsen samt Arbejdstilsynet, og bistår politiet på udgående kontrolaktioner sammen men de andre myndigheder. Hvis vi ser tegn på menneskehandel, så kontakter vi Center mod Menneskehandel.

 

Herudover gennemfører vi løbende kontrol på baggrund af registersamkøring med oplysninger i eIndkomst. Hvis lønkravet ikke er opfyldt, bliver opholdstilladelsen inddraget, og arbejdsgiver bliver politianmeldt.

 

Vi kommunikerer altid direkte med ansøgeren, medmindre han/ hun har givet fuldmagt til at være repræsenteret af arbejdsgiveren eller tredjepart. Kommunikationen til vores brugere foregår enten via digital post til eboks eller fysisk post.

 

Nok arbejder i dag på en restaurant i Tyskland. Her har han en ansættelseskontrakt, får løn og lønsedler, arbejder 40 timer om ugen og har fri hver mandag og tirsdag, fortæller han.

Se også: Sushi-kokke i mulig 'systematisk menneskehandel' i Danmark

Se også: DE: Virksomheder henter jo ikke folk i udlandet for sjov  

137 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere