Snydt for levering: Raser mod blomsterhandler

Flere danske mødre har måttet kigge langt efter deres buket til mors dag

Blomsterne udeblev, selvom firmaet havde lovet levering på mors dag. Foto: Colourbox
Blomsterne udeblev, selvom firmaet havde lovet levering på mors dag. Foto: Colourbox

Det blev åbenbart lidt for presset for blomsterhandler-kæden Euroflorist, der stod for en stor del af leveringen af blomster til dette års mors dag søndag.

Facebook raser flere danskere i skrivende stund mod firmaet, fordi de er godt trætte af firmaet og skuffede over behandlingen.

Mange havde set frem til, at deres mødre søndag skulle modtage en fin buket, men sådan gik det altså ikke.

'Sikke et skod firma, i har ikke leveret blomsterne som jeg bestilte igår. Og i giver så sendt besked på at de først bliver leveret, en anden dag. Hvad med at give pengene retur istedet?.' skriver en og efterfølger med rasende emojis.

'Øv blomster til min mor er ikke kommet selvom penge er trukket. Blev bestil (og betalt) i torsdags,' fortsætter en anden.

'Jeg har bestilt og betalt en buket til min gamle mor på 85 år, som jeg ikke har set i 3 måneder, med levering idag den 10 maj (mors dag).Dem har hun IKKE modtaget, trods i skrev ud for buketten "Kan leveres idag"! Buketten er bestilt i nat kl 1.34, så den BURDE være kommet frem!!!I skulle sateme SKAMME JER,' lyder det fra en tredje.

'Hold kæft hvor skulle i skamme jer her sidder jeg som mor og er ked af at jeg ikke har fået de blomster som mine børn selv har bestilt og betalt for af deres egen penge det er bare ikke iorden de har betalt 500 kr for noget som ikke er leveret og jeg forventer at de penge bliver sendt retur til dem omgående,' skriver en fjerde, og kommentarerne fortsætter fra folk, der ikke har fået deres bestilling.

Lover levering
På Euroflorist hjemmeside står der ellers, at man selvfølgelig kan forvente sin bestilling leveret på mors dag.

'Blomster til mor er et sikkert hit og vi leverer på selveste Mors dag 10. maj.'

Nederst på siden står også skrevet, at de lover levering samme dag som bestillingen.

 

Flere skriver også, at de har prøvet at kontakte firmaet for sige, at de er utilfredse med behandlingen, men at der ikke er noget telefonnummer, så man kan som forbruger kun sende en mail via en formular på siden.

Ekstra Bladet har selv forsøgt at kontakte firmaet, men har modtaget en standardmail som svar, hvor firmaet skriver, at man alligevel ikke kan forvente levering på mors dag, fordi det er en søndag.

'Lige nu ønsker mange mennesker at sende blomster til deres kære. Vores blomsterhandlere og vores kundeservice arbejder hårdt for at levere / besvare alle ordrer / forespørgsler. Fordi presset er højt, kan vi desværre ikke svare på statusanmodninger. Kom tilbage til os, hvis blomsterne ikke leveres på den ønskede dato. Vi garanterer ikke levering på søndage, levering sker derefter dagen før eller dagen efter. Tak for din forståelse i løbet af denne unikke tid,' lyder det i mailen.

Man kan som forbruger undre sig over, at firmaet lover levering på mors dag, men samtidig ikke kan garantere, at blomsterne leveres på en søndag.

Mors dag falder som bekendt nemlig altid den anden søndag i maj.

1 af 2 Blomsterne udeblev, selvom firmaet havde lovet levering på mors dag. Foto. Shutterstock
2 af 2 Blomsterne udeblev, selvom firmaet havde lovet levering på mors dag. Foto: Colourbox
259 kommentarer
Vis kommentarer