Det er frem med de korte ærmer og på med solcremen.
For selvom kalenderen ikke har ramt sommermånederne endnu, kan man i det meste af landet glæde sig til anden sommerdag i træk.
Tordenbyger
Ifølge DMI's vagtchef Klaus Larsen bliver det nemlig endnu en sommerdag i Danmark.
- Vi forventer, at temperaturen bliver mellem 25 og 27 grader i det meste af landet, hvor det er Sønderjylland, Fyn, Lolland Falster og Sjælland, der får mest glæde af varmen, siger Klaus Larsen til Ekstra Bladet.
Dog er det nok ikke i dag, man skal køre en tur på stranden og efterlade vasketøjet i haven.
En række tordenbyger kommer også hen over landet fra syd til nord.
- Det er en varmluft, som er blevet trukket foran en masse regn og tordenbyer. Så fra formiddag og i løbet af dagen skal man forvente, at der indimellem kommer en tordenbyge. Det starter i Sønderjylland og bevæger sig nordpå i løbet af dagen. Dog kan man i det meste af landet forvente en byge i løbet af dagen, fortæller Klaus Larsen.
Kold luft på vej
Det er med at nyde det, så længe varmen er i landet.
Allerede de kommende dage skal vi igen til at vænne os til temperaturer under 20 grader og regnvejr.
- Der kommer en koldfront, hvor vi ikke ser temperaturer over 20 grader, lyder det fra Klaus Larsen.