Sociolog: Vi kan ikke leve uden smartphonen

Sådan griber smartphone og tablet ind i vores liv

Mobilen har en evne til at få rigtig megen opmærksomhed, selv om du lige er i gang med noget vigtigt - for eksempel dine børn. Foto: Anthon Unger
Mobilen har en evne til at få rigtig megen opmærksomhed, selv om du lige er i gang med noget vigtigt - for eksempel dine børn. Foto: Anthon Unger
Følg Samfund

- De nye teknologier er så indgribende i hele vores måde at eksistere i verden på. De er voldsomt anmassende og svære at ignorere. Når en smartphone eller tablet bipper i tasken, bliver den meget dominerende. Det er som om, den siger 'se mig, hør mig', fastslår Mette Jensen, sociolog og tidligere seniorforsker ved Aarhus Universitet.

Hun har undersøgt den stigende mobilitetsmani, der i løbet af få år har invaderet snart sagt alle i landet og det meste af verden.

Artiklen fortsætter under billedet...

Når mobilen trækker... Foto: Carl Ehrenskjöld
Når mobilen trækker... Foto: Carl Ehrenskjöld
 

Mette Jensen understreger, at det ikke er ret lang tid siden - maks. 20 år - at der ikke var anden mulighed end at være 'sammen med dem, man fysisk var sammen med'. Dengang, man bogstaveligt 'havde snor i telefonen' og ikke - som nu - kan Facetime og Skype med hele verden hele tiden, alle steder, når som helst og hvor som helst.

Samtidig er der sket et voldsomt normskred:

- Den amerikanske sociolog Sherry Turkle står bag et studium, som konkluderer, at 'hvad der for få år siden blev opfattet som uforskammet, er nu normen'. Når man er midt i en samtale med en kollega, nær ven eller andre og så bliver afbrudt af en bippende eller ringende smartphone i dag, og den ene tillader afbrydelsen, så er de færrestes reaktion, at det er rigtig uforskammet, siger Mette Jensen.

Gidsel af mobiltelefonen: Din hjerne holder aldrig fri

Artiklen fortsætter under den interaktive grafik...

Destruktivt
Hun fastslår, at vores måde at være sammen på har ændret sig markant.

- Problemet er den destruktive måde, som de digitale medier virker på.

Ifølge den tyske sociolog og politolog Hartmund Rosa, som forsker i vores opfattelse og forbrug af tid, medfører smartphones og tablets en acceleration af livets tempo.

Konsekvensen er ifølge ham, at livet i højhastighedssamfundet får folk til at opleve, at tiden er knap, hvilket gør dem stressede.

- En naturvidenskabelig person vil sige, at der er 24 timer i døgnet - og det er det. Men det er er ikke det samme, som den sociale tid. Teknologien er med til at accelerere tiden og øge hastigheden i alt, hvad vi gør. Og det, at de er med os hele tiden i eksempelvis mobilen, gør, at vi næsten ikke holder pause fra det.

Jeg glæder mig IKKE til, at du får din mobil igen, mor

Ifølge Mette Jensen har det moderne menneske ikke tid til at kede sig. Man kan altid hive sin smartphone op og udfylde ventetiden på bussen, elevatoren eller andet med tjek af sociale medier, nyheder eller et spil.

- Man skal bare huske på, at ligeså vel som der sker noget med os, når vi laver noget, så sker der også noget, når vi ikke gør. Men det billede, jeg ser, er at både krop og sjælden blevet så afhængig af, at der hele tiden skal ske noget, at nogen nærmest går i panik, hvis man har glemt mobilen, siger Mette Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mobilen har en evne til at få rigtig megen opmærksomhed, selv om du lige er i gang med noget vigtigt - for eksempel dine børn. Foto: Anthon Unger
Mobilen har en evne til at få rigtig megen opmærksomhed, selv om du lige er i gang med noget vigtigt - for eksempel dine børn. Foto: Anthon Unger
 

Fremmedgørelse
Hun påpeger, at den accelererende tid i det digitale højhastighedssamfund har en betydelig indflydelse på moderne mennesker:

- Et ordsprog siger, at man ikke kan dømme fortiden med nutidens øjne. Man tænkte anderledes i gamle dage, så jeg kan ikke sige om teknologien gør os dummere eller klogere. Men når vi taler om, at tiden accelererer, så bliver nuet og den nære fremtid vigtigere end fortiden, og det har betydning for vores forståelse af historien.

Det skal du IKKE gøre med din smartphone

Og det øger risikoen for fremmedgørelsen overfor os selv og hinanden:

- Historieforståelsen er med til at fortælle os, hvem vi er og hvad vil kan blive. Hvis vi ikke forstår fortiden, er det svært for os selv at være aktive i forhold til at danne fremtiden. Og her mener jeg, at teknologien oversvømmer os og trækker os i en bestemt retning. Og det er en uafhængighed af de digitale medier, vi skal være bevidste om og forholde os til.

Ikke ofre
Moderne mennesker er ifølge Mette Jensen ikke ofre for den digitale invasion, men snarere med til at fremme udviklingen.

- Vi står i kø til en ny version af iPhones og forholder os ikke kritisk nok til alt det, der vælter ind over os. Og selvom man kan blive træt af hele tiden at blive forstyrret, er også fedt, når mobilen ringer, og nogen vil os noget.

Ikke alle kan være som Lise Nørgaard
Mette Jensen mener ikke, at løsningen er slet ikke at bruge den teknologi, som eksisterer og som en anden Lise Nørgaard nægte at gå på internettet..

Lise Nørgaard: Facebook er for idioter

- Når man for 30 år siden sagtens kunne leve uden, så mener jeg ikke, det er realistisk i dag. Og selv om Lise Nørgaard ikke selv bruger internettet, så er hun jo afhængig af det. Så har hun et netværk, der hjælper hende med de ting, vi gør på internettet (f.eks. betaling af regninger, red.). Det er stort set umuligt, med mindre man er umyndiggjort på et plejehjem, hvor man har andre til at tage sig af tingene, eller går i vuggestue og ikke er stor nok til at være blevet ramt af det digitale liv.

Artiklen fortsætter under billedet...

Sociolog Mette Jensen mener, at tiden er ramt af en mobilitetsmani. Foto: Privat
Sociolog Mette Jensen mener, at tiden er ramt af en mobilitetsmani. Foto: Privat
 

Mette Jensen uddyber, at den teknologiske tsunami har forhindret en langsom udvikling af nye normer omkring brugen af de digitale medier i modsætning til, hvordan det tidligere er sket, når andre nyskabelser har gjort deres indtog i folks liv.

- Det er gået så hurtigt og har forandret så meget, og vi har ikke lært at håndtere dem ordentligt.

Psykolog: Hvornår har du sidst været sammen med dine børn i fire timer?

Bevar kritisk sans
Sociologen ønsker langt fra at virke frelst, selv om hun nægter at lade børnebørnene oprette en profil til hende på Facebook:

- Jeg mener bare, at man skal reflektere over, hvad der sker, og bevare den kritiske sans. For det giver anledning til frustrationer hos rigtig mange, når de forstyrrende elementer går ind og ødelægger noget udefinerbart mellem mennesker - intimitet, fællesskab, opmærksomhed og nærhed.

Gode råd til sund smartphone-stil

Det er urealistisk at forestille sig helt at skrotte vores højtelskede teknologiske vidundermidler. Derfor er det ifølge eksperterne en god ide at lave nogle regler for brugen af smartphone/tablet osv.

1. Sluk den, når I spiser, så hverken bip eller brummen forstyrrer midt i maden.

2. Hvis du er nødt til at bruge din smartphone, tablet eller computer til for eksempel arbejde, når du har fri, så meld det ud til din familie og gør det til tidsbegrænset - for eksempel på et time.

3. Overhold aftaler om, hvor lang tid, du skal bruge på mobilen.

4. Før du brokker dig over ungernes og kærestens smartphone- og tabletbrug, så kig på din egen smartphone-stil.

5. Lad være med at lade din smartphone afbryde dig og dit barn, når I er i gang med at lege eller snakke.

6. Drop smugkiggeri på din smartphone. Det bliver gennemskuet.

7. Lær at prioritere din tid - tænk over, hvor lang tid, du spilder på for eksempel Facebook i forhold til at være sammen med de mennesker, der betyder noget. Vis dine omgivelser, hvornår du er tilgængelig og hvornår du ikke er. Bland aldrig de to ting sammen.

8. Lav aftaler på ferien om, hvornår I bruger tid på smartphone og tablet.

9. Når du alligevel kommer til at bryde aftalen, så sig undskyld!

10. Øv dig i at trække stikket helt. Glo ud i luften, se dine børn rigtigt, vær tæt på din kæreste, lyt til fuglene og kig andre mennesker i øjnene i stedet for at glo ned i en skærm i toget og på gaden. Det vil afhjælpe stress, hjælpe dig til at blive bedre til at sætte grænser, slappe af og indgå i sociale sammenhænge, opleve spontanitet og måske oven i købet kreativitet.

(Kilder: Børnepsykolog og forfatter Ulla Dyrløv, sociolog Mette Jensen, psykolog og ekspert i tilknytningsforstyrrelser Niels Peter Rygaard)

Afstemning om digital afhængighed

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Hjælp danskeren – sænk afgiften på benzin

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+