Den amerikanske rumfartsorganisation NASA søger nu aktivt nye astronauter, som skal deltage i de kommende års ekspeditioner til først månen og senere mars.
Det er planen, at både en kvindelig og en mandlig astronaut skal lande på månen allerede i 2024.
- Vi agter at sende den første kvinde og en mandlig astronaut til månens sydpol i 2024. Vi søger derfor flere astronauter, som kan flyve til månen og senere til mars, siger NASA-bossen Jim Bridenstine i en netop udsendt pressemeddelelse.
Kampen om at få jobbet bliver benhård.
18.000 søgte sidst
Da NASA søgte astronauter i 2015, lagde over 18.000 håbefulde aspiranter billet ind på jobbet. Kun 11 personer nåede gennem nåleøjet.
Det er kun amerikanske statsborgere, som har en chance for at komme i betragtning.
Udover at have en akademisk grad i eksempelvis i videnskab, matematik eller fysik, skal ansøgere have mindst to års erfaring i jobs, der ligner astronauternes, eller have fløjet som pilot i mindst 1.000 timer i et jetfly.
NASA lægger ikke skjul på, at kravene er skyhøje.
Til mars om 15 år
- Ansøgerne vil komme til at konkurrere med tusindvis af andre, som også drømmer om at komme ud i rummet. Men blandt alle ansøgerne er der de rette folk, som vi ser frem til at møde, udtaler Steve Koerner, der er chef for de luftbårne operationer i NASA.
Der er for øjeblikket 48 ansatte astronauter i NASA. Men det er ikke nok til at løfte de mange udfordringer, som NASA står overfor i de kommende 15 år. De nye astronauter vil blandt andet komme til at arbejde på den Internationale Space Station i rummet. Organisationen håber at kunne sende et bemandet fartøj til mars i midten af 2030-erne.
Før astronauterne bliver sendt ud i rummet skal de gennem en lang række krævende, fysiske og psykologiske undersøgelser.