Sønnen kaldte modstander spasser: Faderen overfaldt dommeren

Dommer Jim Frandsen er dybt rystet over en fars opførsel under U13-kamp i Odense

Se episoden, hvor faderen ryger i flæsket på dommeren. (Foto: Privatoptagelser)

En fredelig U13-fodboldkamp mellem OB og OKS udviklede sig i lørdags dramatisk, da en far til en OB-spiller ikke ville acceptere en ti minutters udvisning til sin søn.

Sønnen havde i forbindelse med et hjørnespark kaldt en modstander 'idiot' og 'spasser', og dommer Jim Frandsen bad derfor OB-spilleren om at moderere sit sprog.

Overværede du kampen, eller ved du, hvem der optog videoen? Så kontakt os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (koster alm. takst)

- Jeg sagde tre gange til ham, at han skulle stoppe med det sprog, men hver gang svarede han: 'Det vil jeg ikke'. Derfor var jeg nødt til at give ham en udvisning på 10 minutter, men inden jeg nåede at få kortet frem, var der en, som røg på mig bagfra. Jeg rev mig hurtigt fri, men var chokeret og gik lidt i panik i det øjeblik, det skete, fortæller Jim Frandsen til Ekstra Bladet.

Manden på banen viste sig at være spillerens far, og dommeren stoppede øjeblikkeligt kampen.

- Jeg er dybt rystet over faderen. Det gør man bare ikke. Det er 12-årige børn, som spiller otte-mandsfodbold på en halv bane. Stemningen havde været god, og alle havde været tilfredse, så jeg blev virkelig overrasket, fortæller Jim Frandsen, som aldrig har oplevet noget lignende.

- Jeg er også kampleder i boksning, og heller ikke i ringen har jeg oplevet noget, der bare ligner det her.

Stukket i halsen
Dagen efter episoden var dommer Jim Frandsen ikke så berørt at episoden, men efter et par dage har overfaldet rippet op i en gammel oplevelse.

- Jeg har fået et ubehageligt deja-vu, fordi jeg i 1986 blev overfaldet bagfra og snittet i halsen med en knust ølflaske. Dengang troede jeg, at jeg skulle dø. I lørdags blev jeg også overfaldet bagfra, og nu vælter det hele frem, fortæller Jim Frandsen.

På trods af den ubehagelige oplevelse, vil Jim Frandsen fortsætte som dommer.

- DBU har tilbudt mig krisehjælp, og det overvejer jeg i øjeblikket, men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme i gang igen. Jeg skal nok blive klar til weekenden. Jeg skal dømme OB's drengehold igen den 1. maj, og det tøver jeg ikke med at gøre.

Jim Frandsen skal i dag afhøres af Fyns Politi, og her vil dommeren indgive en anmeldelse mod faderen.

- Drengen skal selvfølgelig lære at tale pænt, men jeg håber ikke, at der sker noget med drengen, men jeg vil anmelde faderen. Det handler ikke om mig. Det handler om, at alle dommere skal kunne dømme i fred og ro. For uden breddedommere er der ingen ungdomsfodbold, siger Jim Frandsen.

Kender du faderen? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Episoden blev optaget på video, og den er nu udleveret til OB's amatørafdeling og til DBU Fyn.

 De vil nu vurdere, hvilke eventuelle sanktionsmuligheder, der kan være mod faderen.

- Vi vil ikke sanktionere drengen. Han skal bare spille fodbold, og vi har ikke så mange muligheder, da faderen ikke er medlem af klubben. Vi kan jo ikke forbyde ham at komme på et offentligt anlæg, men måske vil vi henstille til, at han ikke møder op i et stykke tid, siger OB's konstituerede formand Claus Eder til Ekstra Bladet.

OB's amatørledelse modtager i aften en redegørelse fra U13-trænerne, og først herefter vil ledelsen indkalde faderen til et møde.

- Jeg kender ham ikke og kender ikke til, at der tidligere skulle have været problemer, men vi vil tage en snak om god opførsel og appellere til hans sunde fornuft, siger Claus Eder.

Hos DBU Fyn oplyser administrationschef Claus Gramm Pedersen, at disciplinærudvalget nu vil kigge på dommerens indberetning, da kampen blev afbrudt.

- Vi tager naturligvis afstand fra vold, men vi har dog ingen sanktionsmuligheder overfor faderen, så vi kan kun henstille til vores forældrekodeks, siger Claus Gramm Pedersen.

Hvad skal man stille op med ophidsede forældre under fodboldkampe? Diskutér emnet nedenfor.

1 af 2 U13-kampen mellem OB og OKS blev fløjtet af, da dommeren blev overfaldet. (Arkivfoto: Thomas Sjørup)
2 af 2 Jim Frandsen, der både er fodbolddommer og kampleder i boksning, har aldrig oplevet noget lignende. (Privatfoto)
147 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere