Søren efterlod sin familie i 1999: Sådan har det påvirket dem

I TV2-dokumentaren 'Som sunket i jorden' fortæller Lone og hendes døtre historien om mand og far, Søren, der efterlod dem uden forklaring for 17 år siden. Psykolog Henrik Lyng forklarer, hvordan det påvirker en familie

Søren efterlod sine døtre, der dengang var 8 og 11 år. (Privatfoto/TV2)
Søren efterlod sine døtre, der dengang var 8 og 11 år. (Privatfoto/TV2)

I 1999 forsvandt Søren Baisgaard, efter han havde svindlet for millioner kroner i sit job hos DSB. Han efterlod sin samlever, Lone, der stod uforstående tilbage med de to døtre Marie og Malene.

Der skulle gå 13 år, før familien fik det mindste livstegn fra Søren. I dokumentaren 'Som sunket i jorden', der blev vist torsdag på TV2, forsøger journalist Jesper Elming at finde svar på vegne af familien og i bedste tilfælde at finde Søren.

Lone Jensen mistede sin mand, da han forlod hende og døtrene Malene på 11 år og Marie på otte år. (FOTO: Kristian Friis/TV2)
Lone Jensen mistede sin mand, da han forlod hende og døtrene Malene på 11 år og Marie på otte år. (FOTO: Kristian Friis/TV2)
 

Søren var ansat i DSB's erhvervsafdeling som tarifekspert. Hans job var at skaffe billige flybilletter til det danske erhvervsliv. Han blev betegnet som en af Danmarks bedste.

Men mens Søren havde arbejdet der, havde afdelingen genereret er rungende underskud i stedet for det store overskud, der var forventet.

Sørens chef opdagede svindlen og konfronterede ham med det, og dagen efter var Søren som sunket i jorden. Det er i dag 17 år siden, familien sidst hørte fra Søren, og de ved stadig ikke, om han lever og i såfald hvor.

Ifølge psykolog fra Center for Beredskabspsykologi, Henrik Lyng, er Sørens planer formentlig blevet ændret fra den ene dag til den anden.

- Det er svært at forstå, hvordan man som far kan fravælge sine børn på den måde, men man må formode, at han har haft en plan med det, han har gjort. Og når den plan så ikke har kunnet lade sig gøre, så vælter det hele for ham, og så bliver han nødt til at ændre plan, siger Henrik Lyng til Ekstra Bladet.

Flere spor efter Søren
12 dage efter Søren forsvandt, fik Lone et livstegn fra ham. Et hotel i Phuket ringede til hende og fortalte, at Søren havde været der, men at han var forsvundet derfra uden sine ejendele.

Søren efterlod sine ejendele på hotellet i Phuket. (FOTO: Kristian Friis/TV2)
Søren efterlod sine ejendele på hotellet i Phuket. (FOTO: Kristian Friis/TV2)

Nu vidste Lone, at Søren var i Thailand, men hvad der var sket, efter han forlod hotellet, fik hun aldrig svar på.

- Det efterlader familien aldeles uforstående. Det giver jo ikke nogen mening for familien, at han forsvinder. Så for dem er det jo ikke bare et tab, men også en enorm trussel mod deres grundlæggende verdensbillede. Udover, at de mister deres far og mand, mister de også ideen om, at en familie holder sammen, siger psykolog Henrik Lyng.

I 13 år hørte familien intet om eller fra Søren, men i 2012 fik de for første gang, siden opkaldet fra det thailandske hotel, et håb om, at Søren var i live.

Familien var i retten for at få Søren erklæret død. Men kort forinden havde der været et opkald til retten fra en mand, der påstod, at han var Søren Baisgaard. Han ringede, fordi advokaten havde sat en efterlysning af Søren i en lokal avis i Phuket. Manden i telefonen kunne fortælle, at Lone var hans hustru, men bad samtidig om at være i fred.

Håbet kan blive resten af livet
Det opkald startede en ny søgen efter Søren. Journalist Jesper Elming besøgte familien og begav sig efterfølgende ud på en to-årig lang rejse i håb om at finde svar til familien.

- Hvis de vidste, at han var død, ville de kunne forholde sig til et tab og gå i gang med en sorgproces. Den kan man forholde sig til og få støtte fra andre. Men når han bare forsvinder, så kan familien ikke påbegynde en sorgproces, fordi der hele tiden vil være et lille håb, der bliver holdt i live, siger psykolog Henrik Lyng om søgningen efter Søren.

- I princippet kan man holde håbet i live resten af livet. Og dødsformodningsattesten er for det meste ikke nok, fordi det stadig ikke er et sikkert svar. Der vil være praktiske og juridiske ting, der vil blive afsluttet, men det vil nok altid ligge i baghovedet, at han kan være derude et sted.

Heller ikke Jesper Elming kunne finde Søren og må opgive, selv om han fandt flere spor efter ham undervejs, og mødte flere personer, der mente, at de havde set Søren.

I dag er Søren erklæret død, og Jesper Elming er stoppet med at lede efter ham.

Journalist Jesper Elming leder efter Søren i Thailand. (FOTO: Kristian Friis/TV2)
Journalist Jesper Elming leder efter Søren i Thailand. (FOTO: Kristian Friis/TV2)

Kan have svært ved at stole på andre
I dokumentaren taler Jesper Elming med Lone og den ældste datter Malene, der i dag er 28 år. Den yngste datter Marie på 25 har sagt nej til at lade sig interviewe af TV2, da hun stadig bliver meget berørt af at tale om sin far.

- Det er fuldstændig afgørende for børn, at de får den rigtige støtte, men de vil nok altid være påvirket af det, fordi de var gamle nok til at huske deres far. Og hvis de er blevet mærket af det, vil de højst sandsynligt have svært ved at stole på, at deres nærmeste ikke forlader dem. De har lært forholdsvist tidligt, at dem de holder af og har det godt med, pludseligt kan forsvinde, siger Henrik Lyng.

Familien får muligvis aldrig svar på, hvad der skete med Søren, og hvis håbet ikke skal blive ved med at forfølge en, er det ifølge psykolog Henrik Lyng vigtigt, at man accepterer, at det ikke gik anderledes.

- På et tidspunkt bliver man nødt til at slutte fred med, at det var sådan, det gik, og at man aldrig får et svar. Hvis man skal lukke den et sted, skal det være i accepten af, at det var sådan, det blev.

- Når der løbende kommer nogle tegn på, at han er i live, kan det selvfølgelig bidrage til, at familien får nogle svar, men det kan også udelukkende bidrage til, at der bliver ribbet op i det hele igen.

61 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere