Søskendepar bandlyst fra hotel

To emuer, et søskendepar ved navn Kevin og Carol, er endt med at blive bandlyst fra et hotel i Australien, efter de har haft en meget uheldig opførsel på det lille hotel

Hoteller rundt om i verden hungrer efter gæster oven på det sidste halve års coronakrise.

Det gælder også i Australien, hvor coronavirussen ikke har skånet landet 'down under.'

Nu har The Yaraka Hotel, der ligger i den lille by Isisford i Queensland, dog besluttet at tage drastiske metoder i brug og forbyde visse gæster adgang til hotellet, skriver CNN.

Der er tale om et søskendepar af emuer, som hedder Kevin og Carol, der på det sidste har hærget det lille hotel på den australske slette.

Emuerne har ellers været et fast indslag på hotellet med fire værelser, en pub, og plads til overnattende campister.

Kan gå på trapper
Emuerne har lært at gå på hotellets trapper, og nu skal det være slut med sultne emuer på grunden, fortæller medejeren af hotellet.

- Rejsende bliver nødt til at være meget forsigtige med emuerne, fordi de vil stikke hovedet ind af campingvogns døren og spise din toast og drikke alt din kaffe uden at spilde. Hvis du har en barbecue, så vil de tage det hele. Når de har spist morgenmad nede på campingpladsen, så kommer de herop til hotellet, hvor de nu har lært at gå på trapper, fortæller Chris Gimblett, der er medejer af hotellet.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Her er de to emuer, der nu er bandlyst fra det australske hotel. Foto: Facebook
Her er de to emuer, der nu er bandlyst fra det australske hotel. Foto: Facebook

Emuernes evolution med at kunne gå på trapper har betydet, at der nu er blevet sat et skilt op med beskeden:

'Emuer er ikke tilladt på hotellet grundet dårlig opførsel. Kom venligst igennem emu-barrieren og kontakt os,' står der på skiltet.

Medejeren har en god begrundelse for forbuddet mod de to emuer.

- Du vil ikke komme imellem emuer og mad. De har meget stærke næb, og de er lidt ligesom en støvsuger, når det kommer til mad. Så vi er bange for, at de vil komme ind i spisestuen og skabe ødelæggelse, fortæller Chris Gimblett.

Klamt efterspil
Problemerne med emuerne stopper ikke her.

For når emuer spiser mad, så skal det, helt ligesom hos mennesker, også ud igen. Og det sviner, fortæller medejeren af hotellet.

- Fordi de spiser så meget mad, er deres toiletvaner meget hyppige. Forestil dig en sjasket skål med grød, som du vender på hovedet i en meters højde - splattet er meget effektivt, fortæller Chris Gimblett.

Det er ikke første gang, at de to store fugle skaber ballade på hotellet.

Sidste år fik de to emuer adgang til hotellets område, efter en person havde ladet en port stå åben. Det resulterede i, at de to emuer søgte mod hotellets pub.

En voksen emu kan blive op til 1,9 meter høj, og veje mere end 100 kilo.

Det er dermed den højeste fugl i Australien og en af verdens største arter.

Begge emuer fik sidste år adgang til hotellets pub. Foto: Facebook
Begge emuer fik sidste år adgang til hotellets pub. Foto: Facebook
 

36 kommentarer
Vis kommentarer