Søskendepar startede firma i bilforretning: Nu tjener de kassen på drømmerejser

Et søskendepar åbnede en virksomhed i en bilforretning i Herning. Nu har de tjent millioner på andres drømmerejser

Det hele startede i en bilforretning i Herning, og nu tjener søskendeparret millioner på drømmerejser hovedsagelig rettet mod unge mennesker.

Det skriver Børsen.

En gennemgang af regnskaberne for virksomheden Adventuredk viser, at søskendeparret i fremtiden ikke vil få problemer med at få råd til deres egen drømmerejse.

Fra at have et resultat før skat på to millioner i 2012 har virksomheden i 2016 leveret et resultat før skat på 6,6 millioner danske kroner.

Ifølge Børsen sagde Vibeke Mejer Henriksen sit job og satsede på at arrangere drømmerejser sammen med sin bror, og så gik det hurtigt stærkt.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: CVR
Foto: CVR

- Efter bare halvandet år er Michael nødt til at gå med fuldt ud for følge med væksten. Vi giver altid lidt mere, end vores rejsende egentlig forventer, for alle skal have haft en god rejse og en god oplevelse, siger Vibeke Mejer Henriksen til Børsen.

På det seneste er konkurrencen dog blevet større, og ifølge Vibeke Mejer Henriksen er der kommet otte nye spillere på markedet, og det øger i sagens natur kampen om kunderne.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Vibeke Mejer Henriksen, men hun ønsker ikke at give interview til Ekstra Bladet. Derudover har Ekstra Bladet sendt en mail til Michael Mejers, men han har ikke svaret på vores henvendelse.