Søvnprofessor: Jo mindre du sover, jo kortere bliver dit liv

Søvnprofessor fortæller i ny bog, at vi står overfor en katastrofal epidemi af søvnmangel og søvnløshed. Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis man får for lidt søvn

Mange har svært ved at sove, og det kan få store konsekvenser. Foto: Colourbox
Mange har svært ved at sove, og det kan få store konsekvenser. Foto: Colourbox

Får du tilstrækkelig søvn? Eller ligger du ofte vågen om natten? Minutterne og timerne går langsomt fremad, mens klokken bliver mere og mere. Hvis du kan svare ja til spørgsmål to, så er der bestemt grund til bekymring for dig og din fremtid, ifølge Matthew Walker, der er professor i psykologi og neurovidenskab .

- Vi står midt i en katastrofal epidemi af søvnmangel og søvnløshed, som har langt alvorligere konsekvenser, end de fleste af os kan forestille os.

Det skriver Matthew Walker, søvnprofessor og direktør i Center for Human Sleep Science, som forsker i sammenhængen mellem søvn og menneskets sundhed og sygdomme.

Matthew Walker er forfatteren bag bogen 'Why We Sleep', som netop er udkommet. I bogen beskriver han sammenhængen mellem søvnløshed og lidelser som fedme, Alzheimer, kræft, diabetes og psykiske problemer.

Et af formålene bag bogen er at gøre folk mere opmærksomme på, hvor vigtig søvn er. Han håber, at bogen vil bidrage til, at flere mennesker får den anbefalede mængde søvn hver dag, nemlig otte timer. Det fortæller han i et interview med The Guardian.

Den moderne livsstil
Søvnprofessoren Matthew Walker peger på, at det er den moderne livsstil, som udgør kernen i problemet. Han mener, at det er det allestedsnærværende elektriske lys og endeløse arbejde i form af e-mails, tlf. opkald, der udgør nogle af de vigtigste årsager til søvnløshedsepidemien.

Derudover fortæller søvnprofessoren, at et normal søvnbehov associeres med svaghed og skam i vores travle liv. Matthew Walker har observeret, at nogen ligefrem praler med hvor lidt søvn, de kan klare sig med.

- Vi har stigmatiseret søvn, som bliver associeret med dovenskab. Vi ønsker at virke travle, og det kan vi gøre ved at proklamere, hvor lidt søvn vi får. Det er blevet en hædersbetegnelse at sove lidt, siger Matthew Walker.

Matthew Walker gør meget ud af at opnå den anbefalede mængde søvn, otte timer, da han ved, hvor vigtigt det er. Han går hver eneste dag i seng på faste tidspunkter og står op næste dag på samme tid. Det gælder uanset hvad, han skal den efterfølgende dag, skriver The Guardian.

Kender du i øvrigt sandheden om snooze-knappen? Ellers afslører en ekspert den lige her.

Og vidste du så også, at det er ekstremt sundt at sove helt splitterravende? Her fortæller en læge, hvorfor du ALTID skal sove nøgen.