Sol og varme så langt øjet rækker: Men et sted kan få 15 millimeter regn

Ugen bliver igen domineret af temperaturer over 25 grader og masser af sol, men et enkelt sted kan der komme masser regn.

Der er ingen, der i øjeblikket kan brokke sig over vejret. Det er længe siden, at vi har haft en sommer, der har været præget så meget af sol og varme.

Og det gode vejr forsætter. Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Bolette Brødsgaard til Ekstra Bladet.

- Der er varme og sol, så langt øjet rækker. I hvert fald hvis prognoserne holder, fortæller hun.

Mandag starter ud med en smule skyer, og temperaturen kommer ikke over 25 grader.

- Vi har et lille lavtryk, der er på vej ned over Danmark, og det er årsagen til de her skyer. Men de er tynde, så solen bryder snart igennem, siger meteorologen.

- Der bliver sol de fleste steder i dag, og så kommer skyerne tilbage i nat. De kan give lidt regn i Jylland tirsdag, men det er ikke meget.

Mandag bliver også domineret af, at der kommer en del blæst. Mandag vil der være hård vind til kuling ved Vestkysten, og badegæsterne i resten af landet vil også opleve bølgegang.

Men så kommer varmen og tørken tilbage.

- Vi får masser af sol fra onsdag, og temperaturerne vil konstant ligge mellem 25 og 27 grader.

- Men Bornholm bliver meget interessant at følge. Lavtrykket, som har været her mandag og tirsdag, triller langsomt over Nordtyskland og Polen. Det kan give en ordentlig mængde tiltrængt regn til Bornholm på torsdag.

- Det ser ud til, at de kan få op til 15 millimeter regn.

- Taler vi om skybrud?

- Det er for tidligt at sige, men der kommer en del byger, lyder det fra Bolette Brødsgaard.

Sommeren 2018 har indtil videre slået en del rekorder både som en af de mest solrige og mest tørre somre.

- Jeg kan ikke huske, at det har været så godt så længe. Det er virkeligt noget flot vejr, som vi har, og det gode er, at det fortsætter.

43 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere