Soldaterformand: En brigade er den rigtige vej at gå

Regeringen vil etablere en brigade på 4000 mand. Ifølge soldaterformand har Forsvaret brug for sådan en

Champagnen skal ikke købes endnu, men formanden i Hærens Konstabel og Korporalforening, Flemming Vinther, ser meget positivt på, at regeringen vil etablere en udrykningsklar brigade i en størrelse på 4000 mand.

- Det lyder som en god idé. Men det er klart, at inden vi går ud og køber champagne, så vil vi gerne se, hvordan tegningen ser ud helt præcist.

- Hvor meget af det vi har i dag, indgår i den brigade? Hvor meget er nye folk? Men det lyder bestemt som et stort skridt i den retning, vi har brug for i dansk forsvar, siger Flemming Vinther.

Brigaden skal ifølge Politiken over længere tid kunne operere selvstændigt i for eksempel Baltikum.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ønsker til Politiken ikke at udtale sig præcist om, hvor længe brigaden skal kunne operere, hvornår den tænkes meldt klar hos Nato, eller hvad omkostningen bliver.

Ifølge avisens oplysninger ligger det ikke i kortene, at brigaden skal stå operationsklar ved udgangen af næste forligsperiode i 2022. Det nuværende forsvarsforlig udløber i år.