Solen brager frem: Her bliver det varmest

Sommervejret er i den grad på vej, lyder den opmuntrende melding fra DMI's meteorolog forud for weekenden

Da temperaturen i påsken sneg sig op omkring de 20 grader, tog Ekstra Bladet i Kongens Have for at tage temperaturen på blufærdigheden.

Efter et trist og køligt forår er det nu endelig tid til at skifte frakken og paraplyen ud med solbrillerne og solcremen.

Sådan lyder den klare og opmuntrende melding fra vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klaus Larsen tidligt fredag morgen.

Lørdag får hele landet tørvejr med nogen eller en del sol, og vinden bliver svag til jævn hovedsageligt fra nordvest.

- Solen får temperaturen til at stige til lige over 20 grader. Dog bliver det lidt køligere ude ved kysterne. Helt ude ved vandkanten bliver det nok ikke meget mere end 15 grader, siger meteorologen.

Varmest i Jylland
Søndag bliver der skruet endnu mere op for solen.

- Her vil der være temmelig meget sol langt de fleste steder. I den centrale del af Jylland kan temperaturen nå op på 23 grader, mens den typisk vil ligge på lige over 20 grader de fleste andre steder, siger han.

Også søndag bliver vinden svag til jævn hovedsageligt fra nordvest.

Det varme og tørre vejr skyldes, at et højtryk over Norskehavet bevæger sig mod syd til Nordsøen og dermed holder fronter med regn og skyer væk fra Danmark.

Først skal vi dog lige igennem fredagen, hvor der fortsat er byger på programmet.

- I Jylland starter dagen med en hel del skyer, men de forsvinder i løbet af formiddagstimerne. Der kommer nogle enkelte byger rundt omkring, og vi forventer, at temperaturerne når op på højest 17-18 grader, siger Klaus Larsen.