Solformørkelse: Sådan bliver vejret

Allerbedst er det selvfølgelig, hvis der er klar himmel, men uanset hvad bliver det en oplevelse, melder DMI

(Foto: Finn Frandsen/Arkiv)
(Foto: Finn Frandsen/Arkiv)

Der har længe været helt umuligt at få fingrene i et par solformørkelsesbriller. Forretningerne melder om udsolgt, og det er forståeligt nok, for det sker nemlig meget sjældent, at danskerne kan se en så stor formørkelse over os, som vi kan på fredag. Op til 85 procent af solen bliver dækket, og det er faktisk et par procent mere, end den solformørkelse mange husker fra 1999.

- Vi sidder netop nu og kigger på, hvordan vejret bliver på fredag, så vi ved, hvor muligt det bliver at se formørkelsen. Det er endnu lidt spændende, for der ligger et lavtryk, som kan ændre sig lidt, når vi kommer tættere på dagen, siger Thyge Rasmussen, der er meteorolog hos DMI.

Solformørkelsen kommer til at ramme Danmark mellem klokken 9.40 og 11.58. Den vil være på sit højeste klokken 10.48.

- Det er nok den sydøstlige del af landet, der bliver de heldige vindere i solformørkelsesspillet på fredag. Det er i hvert fald her, prognoserne lige nu peger på, at der bliver færrest skyer, siger Thyge Rasmussen.

Se også: Fascinerende at se solen forsvinde

Meteorologen understreger dog, at det sagtens kan lade sig gøre at se en forskel, hvis der er skyer. Man skal bare huske at passe på sine øjne med briller eller svejseglas.

Hvis du er på Færøerne
Hotellerne på Færøerne har længe meldt om udsolgt. Folk kommer simpelthen valfartende fra hele verden, og det er ikke uden grund.

- På Færøerne bliver solformørkelsen jo total, så her kommer man helt sikkert til at kunne mærke en forskel i vejret, uanset om der er skyer eller ej.

- Hvordan kan man mærke det?

- Jo, solen forsvinder jo, og det kommer til at føles som sent aften. Det bliver væsentligt mørkere i den periode, det varer, siger Thyge Rasmussen fra DMI.

Lavtrykket, der også driller resten af Danmark, er også det, som kan have en finger med i spillet i Færøernes vejr.

- Der er stadig nogle dage til, men lige nu ser det ud til at blive skyet deroppe. De kan dog godt aftage, så vi må håbe, at de når at gå væk, siger meteorologen.

Fakta om solformørkelser i Danmark
  • En solformørkelse er det, du oplever, når jorden står i skyggen af Månen – hvor Månen bevæger sig ind foran Solen og dækker for solskiven.
  • Solformørkelsen kan være total eller partiel – dvs. delvis.
  • Ved total solformørkelse dækker Månen 100 procent af Solens areal. Øjeblikket varer typisk mellem to og fem minutter.
  • Ved partiel solformørkelse kan man se solen reduceret til en 'glad mund', og skyggespillet ændrer sig, så runde solpletter bliver til halvmåner. Det kan man f.eks. se på fortovet.
  • Solformørkelsen den 20. marts 2015 var partiel her i Danmark og total i et bælte over Nordatlanten og op til Nordpolen. Undervejs ramte den totale formørkelse Færøerne og Svalbard i Nordnorge.
  • Næste gang en delvis solformørkelse er synlig i Danmark bliver den 10. juni 2021. Her vil kun 25 procent af solens areal være dækket.
  • Næste gang en total solformørkelse er synlig i Danmark bliver den 25. maj 2142, klokken 10:04.
  • Den seneste totale formørkelse i Danmark var den 28. juli 1851, hvor Solen var totalt formørket i Nordjylland og Nordsjælland.
  • I nyere tid har der været flere partielle solformørkelser i Danmark. De dybeste skete 15. februar 1961, 11. august 1999 og 31. maj 2003. Den i 1999 dækkede også godt 80 procent set fra Danmark.

Kilde: Stellar Astrophysics Centre (SAC), Aarhus Universitet

23 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere