Solskoldet i weekenden? Det kan du gøre - og det skal du passe på

Weekenden tog tidligt hul på sommeren, og det har formentlig betydet en rødere glød på en masse vinterblege danskere

Weekendens tyvstart på sommeren fik mange danskere ud i solen - og det har nok resulteret i forbrændinger som denne. (Arkivfoto: Colourbox)
Weekendens tyvstart på sommeren fik mange danskere ud i solen - og det har nok resulteret i forbrændinger som denne. (Arkivfoto: Colourbox)

Er du blevet solskoldet efter weekendens solskin? Så send os et billede af din solskoldning til et galleri, vi laver senere på dagen. Send billedet i en mms til 1224 (alm. takst) eller i en mail til 1224@eb.dk.

Kristi Himmelfart og den efterfølgende weekend betød en varm og solrig tyvstart på sommeren, som tog fusen på blandt andre DMI, der havde forudset bygevejr i den forgangne uge.

DMI kunne i sin månedsprognose i slutningen af april ikke forudse, at danskerne netop nu ville trække i sommertøjet. Samfund - 7. maj. 2016 - kl. 13:01 Lyn-'sommeren' har taget røven på DMI

Sådan gik det som bekendt ikke, og landet over trak det solrige vejr vinterblege danskere udenfor.

På trods af talrige råd om at huske rigeligt med solcreme, er arbejdspladser landet over - Ekstra Bladet ikke undtaget - beriget af kollegaer, der har fået en noget rødere glød end før, de gik på weekend.

Ifølge Hans Christian Wulf, der er professor og overlæge på hudafdelingen på Bispebjerg Hospital, er det særligt på denne tid, at vi er udsatte for de farlige stråler.

- I løbet af vinteren er din pigment mere eller mindre forsvundet, og samtidig er tykkelsen af dit hornlag (hudens yderste lag, red. ) blevet betydeligt mindre, og det betyder, at du ikke kan tåle så meget om foråret, siger han.

Kartoffelmel og hormonsalver
Er uheldet ude og du har fået den brændende og skadelige røde hud efter mødet med solen i weekenden, er der dog ikke noget at stille op for at få det til at gå væk hurtigere.

- Der er stort set ikke noget at gøre. Det er stort set kun tiden, der hjælper, forklarer Hans Christian Wulf.

Han fortæller, at man i tidens løb har forsøgt mange ting, men der er ikke noget, der har vist sig at have nogen afgørende virkning.

- I gamle dage brugte man kartoffelmel for at gøre huden mere glat, så tøjet ikke irriterede så meget. Så har man brugt hormonsalver, men de virker ikke rigtig. Derudover har man brugt noget bedøvende middel fra apoteket, som jo kan være nyttigt, hvis man skal sove og man har fået for meget på skuldrene eller på ryggen, siger han.

I de fleste dagligvareforretninger kan man også købe det, der hedder 'aftersun', men det får heller ikke solskoldningen til at forsvinde hurtigere, forklarer han.

- Nogle af de produkter indeholder noget kølende, og det kan være behageligt. Så det er vel det, der er finessen ved det, fortæller han.

Pas på solen efter skoldning
Han fortæller, at man skal sørge for at være ekstra påpasselig, hvis man har fået en skoldning, hvis man vil bevæge sig ud igen.

- Man skal selvfølgelig ikke gå ud igen, før huden er normaliseret. En ting, vi med jævne mellemrum ser gå galt, er, at man har fået så meget sol, at man får en afskalning. Og når man har fået den afskalning, er det på de steder, man har skallet, at man bliver forbrændt igen, siger han.

- Ofte er man også lidt lyserød på de steder, hvor man har skallet af, så man har også mindre pigment. Så man får en ekstra sarthed, når man har været forbrændt og skallet, siger han.

Han fortæller, at der kun er én ting at gøre for at undgå, at huden skaller af.

- Man kan opføre sig fornuftigt herefter. Det vil sige, at man skal bruge solcreme eller tøj. Og de generelle regler med at undgå at være ude mellem 12 og 15 er virkelig godt. Og når man endelig er ude, skal man se at få beskyttet sig ordentligt.

Hvis ikke huden skaller af, betyder opholdet i solen og solskoldningen, at man bliver mere hårdfør over for at opholde sig i solen.

- Man bliver mere og mere hårdfør. Ikke kun efter en solskoldning, men i det hele taget. Efter man har fået uv-stråler på, får man i løbet af sæsonen mere pigment, og man får også tykkere hornlag (hudens yderste lag, red.). Det gør at man får en faktor to-tre stykker fra før sommerferien til efter, forklarer Hans Christian Wulf.

Er du blevet solskoldet efter weekendens solskin? Så send os et billede af din solskoldning til et galleri, vi laver senere på dagen. Send billedet i en mms til 1224 (alm. takst) eller i en mail til 1224@eb.dk.

11 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere