Som at spule en gylletank

ANMELDELSE: Det er tankevækkende at se Netflix' nye realityshow ’Too Hot to Handle’, hvis man altså kan se det som satire. Serien gør grin med genren, de medvirkende og dem, der står bag. Og måske os, der ser med

Har du ikke allerede set 'Too hot to handle', kan du få en forsmag på 'gyllen' her. Video: Netflix

’Too Hot To Handle’

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Jeg hader i grunden reality-tv, på samme måde som andre gnavpotter kan have en generel aversion over for for eksempel Ekstra Bladet. Måske endda med samme argument; det er manipulerende og fordummende. Altså, en idiosynkrasi baseret på bias.

Derfor tvang redaktøren mig til at gennemse intet mindre end fem timer og 38 minutters påstået nytænkning inden for denne evigt udskældte genre.

Jeg sammenlignede det med at blive sat til at spule en gylletank; lige lidt hjalp det.

 - Det har været noget af det mest sete på Netflix, lige siden det udkom, argumenterede han om serien 'Too Hot to Handle'.

-  Fluer og lort, bandede jeg, mens jeg analyserede genrens sædvanlige lineup.

En håndfuld hjernedødt liderlige ’players and playettes’ samlet i paradisets have, dog nu med et plottwist af bibelsk karakter:

Foto: Netflix
Foto: Netflix
 

De tror, de er med i et hedonistisk tv-orgie, men hvis de vil vinde 100.000 dollars, så må de IKKE have sex, de må IKKE kysse, de må ikke engang onanere.

I stedet skal de skabe dybe og meningsfulde relationer med hinanden, altså en form for filmet filosofikum til tidens troløse narcissister, for hvem ’langtidsforhold maksimalt varer fire uger’, som det bliver slået fast af en håndvægtsløftende alfahan.

Og sådan korser man sig konstant over det umiddelbart fladpandede entourage af skingre cykelstelstynde silikonetøser i bikini og brystbankende fissekarle i bar overkrop.

De er castet som de ’part time-selfietakers’ og ’sex-stuff-serial-swipers’, de gladelig indrømmer, de er. Tinder/Instagram-generationens blæste og ubelæste avantgarde, så smukke og selvsikre at de ikke kan greje en afvisning.

Som det sig hør og bør i reality, er rollerne forfordelt, og kameraerne snurrer reklameagtigt om trope-øen og de trimmede idealkroppe.

Vi har en britisk gentleman, som blot behøver smide skjorten for at score.

En amerikansk tophuehipster, der skal forestille at være dybsindig. Hans modstykke er en intrigant blondine, der selv slår fast, at hun ikke ved, hvor Australien ligger, da Harry fra down under indledningsvis smører en Beyoncé-lignende cheetah-babes boblerøv ind i sololie.

HUN kalder sig selv en kælen cheetah, forstås, miav mand økseskaft for et cast: Sygeligt selvovervurderende, skamløst sexfikserede og enfoldigt fokuserede på udseende og intet andet.

 

Foto: Netflix
Foto: Netflix

Derfor er deltagerne i en tilstand af granatchok, da det går op for dem, at de har udsigt til en hel måned iført kyskhedsbælte. Og i stedet skal lære hinanden at kende via samtaler. Det lyder banalt, men det bliver raffineret hen ad vejen.

Først vægrede jeg mig også, brokkede mig, bandede ad denne iscenesatte dannelsesrejse for dummies - indtil jeg bemærkede, at den klassiske reality-speakerstemme holdt med MIG. At hun også var spydig og mobbende.

At hun gjorde tykt grin med deltagerne og satiriserede over genren og dens fantasiløse producere med et ironisk metalag af rappe replikker såsom: ’Og så siger de, at reality gør os dummere?’. Et twist i twisten, jeg var på!

Pludselig kunne jeg grine ad reality-børnehavens blamegames og backstabbing bitches, fordi den indbyggede friktion mellem fortællerstemmens sarkasme og seriens intention om at connecte dybere sætter genren på spidsen.

Reality-tv handler om at udstille deltagerne, fordi de er dumme nok til at lade sig udstille, mens vi andre er kyniske nok til at filme og grine ad det. Så tak for at tone rent flag og gøre plottet til et tiltrængt troldsspejl.

Jeg fik et kig ind i en generation, for hvem et simpelt afholdenhedskursus leverede små seancer af stor selvindsigt. Der er håb derude, og de unge, hjælpeløse liderbasser indså, de var fanget i kødets lyst, mens jeg indså, at selvironisk reality-tv rent faktisk kan udhule egne trivialiteter.

Eller … er det måske mig, der er til grin ved at lade mig forføre af genren? Tænk, hvis de alle spillede dumme blot for at få mig til at føle mig klogere?

63 kommentarer
Vis kommentarer