Sommerland beskyldt for racisme: Nu er Hottentotten aflivet

En gammel populær forlystelse i Djurs Sommerland er blevet ændret efter racisme-beskyldninger

Direktør Henrik B. Nielsen kommenterer her kritikken af Djurs Sommerland (video: Ernst van Norde)

De flere hundredtusinder af gæster, som denne sæson besøger Djurs Sommerland, får ikke en af de velsagtens mest omtalte attraktioner, nemlig karrusellen ’Hottentotten’, som i 2015 blev beskyldt for at være en racistisk karikatur af en afrikaner - placeret i forlystelsesparkens 'Afrikaland'.

Foto: Ernst van Norde Samfund - 26. jun. 2015 - kl. 09:44 Beskyldes for racisme: Vi lukker IKKE Kannibalen og Hottentotten

– Det svarer til, at man laver en ’jødepark’ med forlystelser, hvor man kan se jøder med lange næser i beskidt fangetøj, lød kritikken blandt andet fra Josef W. Nielsen, formand for African Empowerment Center Denmark.

Men direktøren for Djurs Sommerland Henrik B. Nielsen afviste dengang at fjerne Hottentotten.

– Vi går ikke ud og laver noget om nu, men vi lytter selvfølgelig til kritikken og evaluerer efterfølgende hele situationen, sagde han til Ekstra Bladet.

– Vi lukker hverken for Kannibalen eller Hottentotten, men vi beklager, hvis nogen føler sig stødt, sagde direktør Henrik B. Nielsen fra Djurs Sommerland sidste år. Foto: Ernst van Norde
– Vi lukker hverken for Kannibalen eller Hottentotten, men vi beklager, hvis nogen føler sig stødt, sagde direktør Henrik B. Nielsen fra Djurs Sommerland sidste år. Foto: Ernst van Norde

Men i år er Hottentotten alligevel fjernet og erstattet med gorillaer. Nu hedder karussellen ’Abekatten’.

- Hottentotten var en stereotyp, racistisk og dehumaniserende karikatur på en afrikaner, så det glæder mig, at den nu er fjernet, siger Josef W. Nielsen.

Hottentotten er erstattet med gorillaer. Foto: Djurs Sommerland.
Hottentotten er erstattet med gorillaer. Foto: Djurs Sommerland.

- Jeg tror og håber, at Djurs Sommerland har lyttet til kritikken, som også andre end jeg fremsatte, siger han.

Henrik B. Nielsen fra forlystelsesparken afviser, at ændringen er en konsekvens af beskyldninger om racisme.

- Vi havde ikke nogle intentioner om at ændre Hottentotten, men på et eller andet tidspunkt skulle Hottentotten alligevel renoveres. Det har vi så gjort til sæsonen 2018. I den forbindelse har vi ændret temaet og navnet.

Så har I vel ændret den på grund af den racisme-kritik, der blev fremsat for nogle år siden?

- Nej, for så havde vi ændret den på det tidspunkt. Mere er der ikke at sige til den sag, siger han til Ekstra Bladet nu.

Mange mener ikke, at Hottentotten skulle dø. Kritikken i medførte en modreaktion i form af en underskriftindsamling, hvor flere end 5000 stemte for at bevare Djurs Sommerland inkl. Hottentotten i Afrikaland.

’Vi er mange, der elsker at besøge parken. Og vi ønsker IKKE, at I laver noget om. Det skal fortsat være, som det er nu. Et skønt sted at komme for både store og små’ lød det i indsamlingen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen