Sommerplage hærger: - Det går amok

Hvepsejæger Bjarne Nielsen har stort set ikke holdt ferie i år. Der er nemlig nok at se til for en skadedyrsbekæmper som ham. Overlæge oplever også flere patienter med hvepsestik i år

– Det er gået helt amok i år. Sommeren har været helt ekstraordinær, siger hvepsejæger Bjarne Nielsen. Foto: Henning Hjorth
– Det er gået helt amok i år. Sommeren har været helt ekstraordinær, siger hvepsejæger Bjarne Nielsen. Foto: Henning Hjorth

Hvepsene har taget danskerne med storm i år. Det skyldes blandt andet de høje temperaturer og tørken, som er guf for de aggressive, gul-sorte insekter, så skadedyrsbekæmpere oplever øget travlhed.

Den professionelle hvepsejæger og skadedyrsbekæmper Bjarne Nielsen har i år haft rekord-travlt med at udrydde hundredvis af hvepseboer.

– Det er gået helt amok i år. Sommeren har været helt ekstraordinær. Aldrig har jeg haft så mange opkald fra skrækslagne danskere, der vil ha' de kræ væk fra deres ejendom, siger Bjarne Nielsen, da Ekstra Bladet møder ham i fuld sving med at slå hvepse ihjel i det nordsjællandske sommerland.

Hvad der gemmer sig i Bjarne Nielsens giftsprøjte, vil han ikke røbe: – Det er sgu en hemmelighed – men jeg kan love dig for, den er effektiv, siger han. Foto: Henning Hjorth
Hvad der gemmer sig i Bjarne Nielsens giftsprøjte, vil han ikke røbe: – Det er sgu en hemmelighed – men jeg kan love dig for, den er effektiv, siger han. Foto: Henning Hjorth
 

Glem alt om ferie
Bjarne Nielsen er selvstændig og ejer firmaet Candox Skadedyrsbekæmpelse, hvor han ene mand har kørt Sjælland tyndt for at komme de hvepseplagede danskere til undsætning. Faktisk har han så travlt, at han kun har kunnet holde en enkelt uges sommerferie selv.

– Det er et fantastisk job. Selv om jeg arbejder ugens syv dage fra morgen til aften, bliver jeg så glad, hver gang jeg hjælper en familie med at føle sig trygge i deres hjem igen. Det kan jo også være skidefarligt at blive stukket af en hveps, hvis man er allergisk. Derfor kører jeg også ud om aftenen og andre mærkelige tidspunkter, når folk opdager, at hvepse har invaderet deres hus, fortæller Bjarne Nielsen og uddyber:

– Jeg rydder cirka 25 hvepseboer hver eneste dag over sommeren. Det er hårdt med så meget arbejde, men det betaler sig, når jeg ser, hvor glade folk bliver, når jeg kommer og hjælper dem. 

Også hos konkurrenten Rentokil taler man om, at man kun har set toppen af hvepseboet:

– Vi oplever en 15-20 gange flere hvepse end sidste år. Selv om det er det, vi lever af, er det lige før, vi ikke kan følge med længere. Og formentlig har vi kun set toppen af isbjerget, jeg tror, det bliver endnu værre i slutningen af august, siger Claus Schultz, teknisk chef i Rentokil.

'Jeg er hunderæd'
Hvepsejægeren Bjarne er selv pakket godt ind i sikkerhedstøj, når han arbejder. Alligevel er det ikke altid nok og til spørgsmålet om, hvor vidt han ikke selv er bange for at blive stukket, svarer han grinende:

– Gu' er jeg da bange. Jeg er hunderæd. Det gør jo pisseondt, mand. Men jeg er vant til det. Jeg er blevet stukket masser af gange, men faktisk kun en enkelt gang i år. Der hævede mit øje da også op til dobbelt størrelse – så jeg må jo være en smule allergisk, siger Bjarne Nielsen

Selv om det kan virke paradoksalt med en allergisk hvepsejæger, er Bjarne Nielsen ikke selv bekymret: 

– Hvis det var farligt for mig, var det nok sket noget før. Det er ikke første gang, jeg hæver op. Jeg blev engang stukket af en hveps lige i tuden. Det hævede så meget op, at det lignede et horn, når jeg kom ud til kunderne, og det var sgu ret pinligt, må man sige, fortæller Bjarne Nielsen mens han livligt laver fagter ud fra sin næse.

– Der kan gemme sig flere tusind hvepse i et hvepsebo, siger Bjarne Nielsen, inden han sprøjter dem med gift. Foto: Henning Hjorth
– Der kan gemme sig flere tusind hvepse i et hvepsebo, siger Bjarne Nielsen, inden han sprøjter dem med gift. Foto: Henning Hjorth
 

Et stik kan være livsfarligt
Ikke alle tager det ligeså afslappet, som den garvede skadedyrsbekæmper. Det er nemlig frygten for en allergisk reaktion, der gør danskerne allermest bange i hvepsesæsonen.

Det fortæller Ole Mølgaard, som er ledende overlæge på akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital, og som bekræfter, at danskerne er mere plaget af hvepsestik i år sammenlignet med tidligere år. 

– Det kan være livsfarligt at blive stukket af en hveps, og det er mange klar over, når de kommer til os. På grund af varmen og tørken, har vi haft markant flere patienter med hvepsestik end sidste år.

– Oftest kommer folk, når de er blevet stukket på halsen eller i tungen, og det er godt – så kan vi i langt de fleste tilfælde nå at behandle, inden det bliver rigtig alvorligt, siger Ole Mølgaard, som dog understreger, at han og kollegaerne på Aarhus Universitetshospital først engang i efteråret kan få et overblik over, hvor stor stigningen af hvepsestik har været i år. 

Det er ganske normalt, at det gør ondt og svier, men oplever man at blive utilpas, svimmel eller hæver op, er det vigtigt, at man ringer 112 fortæller Ole Mølgaard. 

– Mit bedste råd mod hvepse er såre simpelt: Hold dig fra dem.

Sådan lindrer du, hvis skaden er sket:

Det anbefales, at du:

hurtigst muligt fjerner brodden, hvis den sidder tilbage i huden. På brodden sidder nemlig en giftblære, som fortsætter med at pumpe gift ind, selv om bien (eller hvepsen) er fløjet. Det letteste er at skrabe brodden af med en negl.

afkøler stedet med en isklump eller f.eks. en pose frosne grøntsager. Det kan gøre både hævelsen og smerten mindre.

altid søger lægehjælp ved stik i mund, svælg eller hals. Der kan komme hævelser, som kan gøre det svært at trække vejret.

Vær opmærksom, hvis du oplever:

svimmelhed, utilpashed og behov for at ligge ned.

problemer med at få vejret

kløe og udslæt (nældefeber) på kroppen, hvor du ikke er stukket.

Kilde: Apoteket.dk

76 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere